2017, din tæve!

Martyriet

Jeg har det virkelig stramt med utaknemmelighed. Uanset hvor mange forståelige følelser der kan ligge bag, hader jeg når folk er utaknemmelige. Det er ikke fordi jeg forventer en æresport eller en bund af palmeblade lagt ud foran mig som tak for min indsats. Men jeg forventer sgu heller ikke at blive mødt af utak. Utak er verdens løn siger man – ja eller bare moderskabets løn, måske.

Det er noget af det svære ved at have børn, synes jeg. Mage til utaknemmeligt job skal man lede længe efter. Man kan hoppe og springe og gøre sig tanker herfra og i al evighed om den lille podes liv og velbefindende, og det man får tilbage er oftest ingenting eller – værre endnu – utaknemmelighed.

Filosoffen har det som bekendt virkelig svært i øjeblikket med alle de forandringer der sker i hendes liv. Det forstås. Men nu snakker hun konstant om, hvor forfærdelig hendes nye skole er og at hun aldrig nogensinde vil i skole igen og at hendes liv, basically, stinker. Og det er naturligvis virkelig træls at have det sådan. Og hun er et barn, der ikke kan styre sine egne følelser. Og hun er min datter, så hvad havde jeg regnet med. Men JESUS! Jeg går amok! Jeg får lyst til at vise hende billeder af afrikanske børn med fluer i øjnene og malaria for lige at få banket lidt perspektiv ind i hende!

Hun har jo nu fundet ud af, at jeg ikke bøjer mig for tårer eller klager over ondt i maven. Jeg står fast, hun SKAL i skole. Så hendes (angsts) nye strategi er at være provokerende og ganske enkelt nægte. Og det tænder mig fuldstændigt af! Tårer kan jeg klare og forholde mig til, men vrede og obsternasighed rummer jeg virkelig dårligt! Det er tilsyneladende min akilleshæl, den eneste følelse jeg virkelig ikke kan magte.

Måske fordi min egen barndom er blevet brugt på at fortrænge og fornægte al den vrede, jeg har haft mod min far og hans alkoholmisbrug. Det er altid blevet pakket væk, så snart han blev ædru igen – så måtte vi ikke længere være vrede, så skulle vi bare være glade og taknemmelige for, at han nu ikke var fuld længere. En endeløs række af uforløst vrede. #mentalcase
Det har så åbenbart resulteret i, at jeg som voksen har svært ved at håndtere den vrede. Det er blevet en af mine skyggesider, en følelse jeg anser for at være tabu og meget forkert – siger de kloge.

Super. Nu har jeg så konstateret, at det er én af mine skyggesider. Og hva’ så?? Jeg synes stadig mit barn er fucking irriterende og utaknemmelig, når hun stiller sig på bagbenene og nægter at tage i skole. Efter alt det vi var igennem med den gamle skole, hvor jeg rendte til møder og blev overfuset af træls typer og vi endte med at tage en drastisk beslutning om at flytte hende til en skole 40 km væk og køre hende frem og tilbage hver dag… “Så det var ikke lige den hvide t-shirt, hva? Jamen naturligvis, min skat, så finder vi da bare en anden skole vi kan fragte dig til og fra hver dag, det skal du slet ikke tænke på! Jeg havde da ikke andre ting at tage mig til alligevel…” sagde moren med slet skjult passivt aggressivt tonefald…

Ja ja, jeg ved det godt: Hun har det svært, det er hendes måde at reagere på, bla bla bla. Men nogle gange ville det bare være rart, hvis hun bare et øjeblik, et lillebitte øjeblik, ville anerkende hvor meget jeg gør for hende. Hvor mange tanker i løbet af en dag, der handler om hendes velbefindende. Hvor mange resurser og hvor meget tid, der bliver brugt på hende. Bare et lillebitte fucking øjeblik. Så jeg ikke følte mig så pisse åndssvag, som forpulede Sisyfos!

Bare rolig, ingen behøver at ringe til kommunen eller noget – hun bliver skam rummet og hun bliver hverken udsat for billeder af sultne børn eller passivt aggressive martyr-mor (ok måske lidt det sidste…). Men det holder sgu hårdt! Angst er jeg med på, I know that bitch, men vrede…… Anger management søges! Hvis nogen derude har gode forslag til, hvordan man rummer både sin egen og sit barns vrede på en hensigtsmæssig måde, tages disse imod med kyshånd! For her holder det altså virkelig hårdt.

rue-des-martyrs

   

4 kommentarer

  • Joan

    Er nok selv for udadreagerende til at kunne hjælpe, jeg er til gengæld lidt for god til blive vred over et eller relativt ligegyldigt, når jeg ikke vil erkende over for mig selv eller mine nærmeste, at jeg er vildt ked af det… Da jeg hader at føle mig så sårbar. Men det jeg i øvrigt forsøger at gøre med diverse uvelkomne følelsesmæssige tilstande, som fx mild depression, sorg eller lign er, at sige “ok, du er her, og har ikke tænkt dig at skride, men stil dig over i hjørnet så, for jeg gider ikke bruge al min energi eller hele mit fokus på dig *#* følelse”… P.S hold op hvor alle dine indlæg godt skrevne og interessant læsning

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe O.

    Åh altså, jeg ved det ikke. Måske lige bortset fra at hun sikkert opfører sig eksemplarisk i skolen, men primært flipper derhjemme? For så er det nok en tryghedsting. Altså, at hun ved, I elsker hende betingelsesløst, og derfor kan hun flegne ud og være vred derhjemme – I elsker hende stadig.
    Men jeg kender godt din følelse. Det gør alle mødre altså fra tid til anden – det afhænger lidt af dagsformen, ik’?
    Jeg har en dreng på 12 og en pige på 14. Igår var jeg ret overskudsagtig og sagde til dem: “Kæft, det er dejligt, I tænker så meget på jeres mor. Tænk at have børn, der hver dag arrangerer skattejagt for én; så ligger der en strømpe i stuen, makkeren til den under sengen på værelset, en trøje i bryggerset, natbukser på spisebordet. Herligt!” (Jaja, lær dem at samle deres crap op. Det kan de godt. De glemmer åbenbart bare hvordan) Idag kommer det nok til at lyde sådan her: “Det er fandme utroligt! I bliver VED med at kyle jeres tøj overalt! Jeg får spat! Jeg laver ikke andet end at vaske tøj, gøre rent, lave mad! I kunne fandme godt deltage lidt, altså!” Haha.
    Så ja, jeg kender følelsen. Og det er okay at have den..

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Janne

    Kære du.

    Jeg kan genkende mig selv i din beskrivelse, og har haft meget stor glæde af handinhandparenting.org som har en masse artikler om forældreskab, og hvordan man rummer sit barn, når det vækker svære følelser i en selv.

    Kh Janne

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille

    Da min den ældste var 2,5 år, flyttede vi, og han skulle starte i ny vuggestue. Dét, kombineret med at være 2,5 år, gav verdens mest umulige unge: Raseri-anfald, nej-nej-nej-neeeej!, “vil ikke” og ofte blev man sparket eller kradset. Træls!
    I vuggestuen oplevede de ingenting – han var den søøødeste dreng. Fedt!
    Så var der en, der sagde til mig, at grunden, til at han flippede derhjemme, var, fordi han vidste, at vi ville elske ham alligevel. Uanset hvor meget han spassede ud, så vidste han, at vi ville være der. Den sikkerhed havde han ikke i vuggestuen eller hos farmor, så derfor holdt han inde der. Og det gav lidt ro i maven. Han var stadig sygt irriterende, men det var nemmere at rumme, at han tog al nattøjet af, når han lige havde fået det på, fordi han da i hvert fald ikke gad at have nattøj på. Så lidt sat på spidsen, så havde jeg været en så god mor, at min barn turde flippe ud hos mig og ikke hos de andre. Det var et skulderklap til mig.
    Nu er han ældre, og der har været flere perioder med “faser”, der har været knapt så rare. Men det hjælper at tænke på “faserne” som et tegn på tryghed og ærlighed.
    Det var bare et perspektiv! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

2017, din tæve!