Martyriet
Jeg har det virkelig stramt med utaknemmelighed. Uanset hvor mange forståelige følelser der kan ligge bag, hader jeg når folk er utaknemmelige. Det er ikke fordi jeg forventer en æresport eller en bund af palmeblade lagt ud foran mig som tak for min indsats. Men jeg forventer sgu heller ikke at blive mødt af utak. Utak er verdens løn siger man – ja eller bare moderskabets løn, måske.
Det er noget af det svære ved at have børn, synes jeg. Mage til utaknemmeligt job skal man lede længe efter. Man kan hoppe og springe og gøre sig tanker herfra og i al evighed om den lille podes liv og velbefindende, og det man får tilbage er oftest ingenting eller – værre endnu – utaknemmelighed.
Filosoffen har det som bekendt virkelig svært i øjeblikket med alle de forandringer der sker i hendes liv. Det forstås. Men nu snakker hun konstant om, hvor forfærdelig hendes nye skole er og at hun aldrig nogensinde vil i skole igen og at hendes liv, basically, stinker. Og det er naturligvis virkelig træls at have det sådan. Og hun er et barn, der ikke kan styre sine egne følelser. Og hun er min datter, så hvad havde jeg regnet med. Men JESUS! Jeg går amok! Jeg får lyst til at vise hende billeder af afrikanske børn med fluer i øjnene og malaria for lige at få banket lidt perspektiv ind i hende!
Hun har jo nu fundet ud af, at jeg ikke bøjer mig for tårer eller klager over ondt i maven. Jeg står fast, hun SKAL i skole. Så hendes (angsts) nye strategi er at være provokerende og ganske enkelt nægte. Og det tænder mig fuldstændigt af! Tårer kan jeg klare og forholde mig til, men vrede og obsternasighed rummer jeg virkelig dårligt! Det er tilsyneladende min akilleshæl, den eneste følelse jeg virkelig ikke kan magte.
Måske fordi min egen barndom er blevet brugt på at fortrænge og fornægte al den vrede, jeg har haft mod min far og hans alkoholmisbrug. Det er altid blevet pakket væk, så snart han blev ædru igen – så måtte vi ikke længere være vrede, så skulle vi bare være glade og taknemmelige for, at han nu ikke var fuld længere. En endeløs række af uforløst vrede. #mentalcase
Det har så åbenbart resulteret i, at jeg som voksen har svært ved at håndtere den vrede. Det er blevet en af mine skyggesider, en følelse jeg anser for at være tabu og meget forkert – siger de kloge.
Super. Nu har jeg så konstateret, at det er én af mine skyggesider. Og hva’ så?? Jeg synes stadig mit barn er fucking irriterende og utaknemmelig, når hun stiller sig på bagbenene og nægter at tage i skole. Efter alt det vi var igennem med den gamle skole, hvor jeg rendte til møder og blev overfuset af træls typer og vi endte med at tage en drastisk beslutning om at flytte hende til en skole 40 km væk og køre hende frem og tilbage hver dag… “Så det var ikke lige den hvide t-shirt, hva? Jamen naturligvis, min skat, så finder vi da bare en anden skole vi kan fragte dig til og fra hver dag, det skal du slet ikke tænke på! Jeg havde da ikke andre ting at tage mig til alligevel…” sagde moren med slet skjult passivt aggressivt tonefald…
Ja ja, jeg ved det godt: Hun har det svært, det er hendes måde at reagere på, bla bla bla. Men nogle gange ville det bare være rart, hvis hun bare et øjeblik, et lillebitte øjeblik, ville anerkende hvor meget jeg gør for hende. Hvor mange tanker i løbet af en dag, der handler om hendes velbefindende. Hvor mange resurser og hvor meget tid, der bliver brugt på hende. Bare et lillebitte fucking øjeblik. Så jeg ikke følte mig så pisse åndssvag, som forpulede Sisyfos!
Bare rolig, ingen behøver at ringe til kommunen eller noget – hun bliver skam rummet og hun bliver hverken udsat for billeder af sultne børn eller passivt aggressive martyr-mor (ok måske lidt det sidste…). Men det holder sgu hårdt! Angst er jeg med på, I know that bitch, men vrede…… Anger management søges! Hvis nogen derude har gode forslag til, hvordan man rummer både sin egen og sit barns vrede på en hensigtsmæssig måde, tages disse imod med kyshånd! For her holder det altså virkelig hårdt.
Er nok selv for udadreagerende til at kunne hjælpe, jeg er til gengæld lidt for god til blive vred over et eller relativt ligegyldigt, når jeg ikke vil erkende over for mig selv eller mine nærmeste, at jeg er vildt ked af det… Da jeg hader at føle mig så sårbar. Men det jeg i øvrigt forsøger at gøre med diverse uvelkomne følelsesmæssige tilstande, som fx mild depression, sorg eller lign er, at sige “ok, du er her, og har ikke tænkt dig at skride, men stil dig over i hjørnet så, for jeg gider ikke bruge al min energi eller hele mit fokus på dig *#* følelse”… P.S hold op hvor alle dine indlæg godt skrevne og interessant læsning