Næste gang vil jeg være far

Nu træder jeg sikkert nogen over tæerne. Så det jeg siger her, står for egen regning – det er ikke en personlig lammer til nogen, bare mit eget lille opråb.

Jeg synes ikke det er fedt at være mor. Jeg synes mit barn er helt igennem fantastisk, men jeg synes ikke det er fedt at være hendes mor – eller nogens mor for den sags skyld. Selve institutionen mor, det er den jeg tager afstand fra. Jeg er ikke medlem af Mor-kulten, den dér klub af mødre, der lever bæredygtigt og ammer i 8 år og går hjemme med Sofus Erasmus, Smilla Sofia og Rafdur Elias i en hjemmestrikket slynge indtil de begynder i skole. Det er ikke så meget mig. Jeg tror ganske enkelt, at jeg glemte at læse jobopslaget, dengang jeg valgte at søge jobbet som mor. Jeg er tydeligvis slet ikke kvalificeret til jobbet, se bare her:

• Jeg hader at have mad/bræk/lort/maling/fortsæt selv listen i håret eller ud over resten af min krop. Og der kommer aldrig til at ligge et “tilfældigt-kikset-på-den-søde-og-sjove-måde”-billede af mig på et socialt medie med hashtagget #vitørrerbareopbagefter. Så siger I måske, at ingen jo ligesom synes at det er fedt. Bevares. Men jeg bærer bare stadig nag over, at jeg havde snotstriber på min skulder i de første tre år af min datters liv – det er jeg ikke sikker på andre mødre gør.
• Jeg hader at holde børnefødselsdag. Jeg kan nok bare i skrivende stund finde på omkring 35 ting jeg hellere ville bruge min lørdag på.
• Jeg hader at lege – nogen som helst lege. Ponyer, spil, Minecraft, Barbier, Playmobil, vandpistoler – you name it. Men hvis barnet har lyst til, at jeg læser højt at Kierkegaards samlede værker eller vil se Orange is the New Black med mig, så er jeg totalt på!
• Jeg hader legeaftaler. Børn er ligesom fodboldfans: Helt ude af kontrol, når de er sammen!
• Jeg hader at skulle have styr på et andet menneskes liv. Jeg gider da ikke at være den, der ved, hvornår en anden person skal have idræt! Synes mit eget liv er svært nok at administrere.
• Jeg hader at forælder-barn forholdet er ulige! Barnet kan få lov til at opføre sig som et lille røvhul overfor mig, men jeg må ikke sige: “Fint, så slår jeg op”
• Når jeg ser børn lege, tænker jeg mest: “Shhhhh….”
• Babyer siger mig ingenting. Jeg synes de er kedelige.
• Jeg elsker at sove! Og hader hader hader, at blive afbrudt i det! Så allerede dér er den kærlige og altfavnende mor gået fløjten for mig. Midt om natten er det kun reptil-delen af min hjerne, der fungerer, og den er ikke særligt flink, skulle jeg hilse og sige…
• Jeg er hader konflikter. Det er svært at undgå, når man opdrager et barn.
• Jeg hader, at jeg i manges øjne ikke er Tinne men “Filosoffensmor” – udtalt som ét ord.
• Jeg hader forældrekaffe, juleklip, forældremøder – faktisk alt, som jeg forventes at deltage i, fordi jeg er nogens mor.

Så I kan nok se, at jeg på ingen måde kan blive optaget i Mor-kulten. Men det ønsker jeg nu heller ikke. Jeg har endelig efter 7 år erkendt, at jeg aldrig bliver den dér mor. Den mor, der lever og ånder udelukkende for sine børn. Den mor, der hver dag lægger et billede på Facebook af sin lille pode. #Morslillenullergøj #elskerdigforevigt #duermitlivslys. Den mor, der trives mega godt med at have grød i håret. Så vil nogle måske spørge: “Hvorfor fik du så overhovedet et barn, når du har det sådan?”. Svaret er – helt sikkert meget mere kompliceret – men fortrinsvis, at jeg gerne ville elske. Og det gør jeg i hvert fald! Jeg elsker min datter mere end noget andet! Men jeg hader at være mor. Faktisk tror jeg, at jeg næste gang hellere vil være far. Der er ikke så mange forventninger forbundet med farrollen. Man skal bare have barsel i 14 dage og indimellem vise sig offentligt med en barnevogn, så er den hjemme! Det er helt ok, at man som far ikke kommer til et forældremøde. Eller aldrig tjekker forældreintra. Eller ikke ved, hvilken hue, der ligger ovre på skolen. Eller hvornår barnet skal til sundhedsplejerske. Eller at barnet ikke må få honning i sit første leveår. Det lyder som noget for mig!

Nu sidder der sikkert et hav af forargede fædre derude og tænker: “Hov hov! Jeg ved alle de ting! Og elsker det hele!” Dejligt! For både dig og din familie! Men det bliver bare ikke forventet på samme måde, som det bliver forventet af en mor. Fædre tiljubles offentligt for at tage mere end 14 dages barsel, de bliver nærmest lobhudlet for at skifte ble eller i øvrigt vise nogen form for interesse i barnet – og det er da totalt sexisme med omvendt fortegn! Hvorfor er det imponerende, hvis manden tager sig af et barn, men forventeligt, når kvinden gør det?

Så det er altså min plan: at være faren næste gang. Så det har jeg sagt til Optimisten. Han er umiddelbart ikke afvisende, men påpeger nogle biologiske barrierer forbundet med det. Men det ser jeg som en bi-ting. Hvor der er vilje er der vej!