Prebens tanker om omstillingsparathed

Måske har I fornemmet, at der for tiden florerer en form for tema om arbejdstræthed her på siden. Det kommer sig nok af, at Preben virkelig er om sig hvad det angår. Han er bestemt ikke tilfreds. Han er nemlig lidt af en tryghedsnarkoman og befinder sig allerbedst i sofaen med en ulden plaid over benene, en god bog og en kop kaffe i umiddelbar nærhed. Hans ultimative hade-ord er omstillingsparathed. Han har aldrig været udpræget omstillingsparat.

Så han har det ret så stramt lige pt, når nu hele mit liv er under forandring. Om føje tid rykker vi teltpælene op og flytter til Espergærde. En by han slet ikke kender og hvor han på ingen måde kan være sikker på at DR2-signalet er stabilt eller om den lokale Meny forhandler kippers. Så han er ikke specielt tryg ved situationen.

Derudover skal Filosoffen skifte skole. Preben har lige vænnet sig til alle de andre forældre og børn og lærerne (omend han slet ikke er enig i deres undervisningsstil, men i det mindste kan han da genkende dem, når han ser dem). Nu skal han til at lære en masse nye mennesker at kende, og det behager ham bestemt ikke. Og de har sikkert også smartboards i stedet for en almindelig tavle. Hvad skal eleverne nu grine af, når de ikke længere kan more sig over kridtstøv tværet ud i flotte mønstre på lærerens bagdel? Og i SFO’en har de sikkert også sådan et moderne iPad-ind-og-ud-tjekningssystem. Hvad var der nu galt med en gammeldags afkrydsningsliste og en kuglepen?

Men det sværeste for Preben er alligevel arbejdet. Som om det ikke var nok at tolkemarkedet er komplet utilregneligt, så skal vi også gå ned i løn. Og der skal implementeres et nyt planlægnings- og dokumentationssystem. Og vi har fået nye arbejdstelefoner. Arbejdstelefonen falder ikke i Prebens smag. Nu havde han lige lært en iPhone at kende, der trods det noget hypede mærke og bling-bling-signalværdien, dog alligevel var forholdsvist intuitivt opbygget. Det kan ikke siges om den nye model, direkte importeret fra Kina. Muligvis købt i Tiger at dømme ud fra udseendet.

Han mener faktisk generelt, at meget lades tilbage at ønske på det job, den krop han bebor nu har valgt at tage. Både hvad angår arbejdstider, arbejdsmængde og arbejdsvilkår. Tolkejobbet som helhed huer ham faktisk bare ikke. Det er nemlig nærmest baseret på omstillingsparathed. For tiden er der meget sygdom blandt tolkene (og hvis I spørger Preben er det da klart på grund af omstrukturering og lønnedgang, det gør bare folk mindre motiverede for deres arbejde og dermed mere syge. Det er da logik for burhøns!), hvilket betyder, at mit ugeskema i bedste fald kan anses for at være vejledende. Hver morgen skæver jeg til arbejdsmobilen og venter hvert øjeblik, at chefen omdirigerer mig til en ny, udækket opgave. Det vil sige, at både tid, sted og arbejdsindhold bliver ændret med få timers varsel. DET kan virkelig få Preben op i det røde felt! Det sender ham direkte over i det mode, hvor han rasende peger med sin (lakrids)pibe!

Preben ser ingen grund til al den omstilling. Tingene var sådan set ganske fine som de var, så hvorfor lave dem om? Det ser han virkelig ikke noget behov for. I øvrigt mener han, at selve begrebet “omstillingsparat” er komplet tomt. Det dummeste man kan gøre, er da at sidde og vente på omstilling. Altså helt passivt og initiativløst, ventende på at andre tager en beslutning om at lave noget om, som man så lynhurtigt skal tilpasse sig. Det er der sgu da aldrig nogen, der er kommet nogen vegne med! Hvis omstilling skal være en succes, skal det bunde i indre motivation for forandring og ikke blive påduttet udefra. Og den eneste forandring han har motivation for i øjeblikket, er at kvitte jobbet og tage sig en lur i stedet. Så ser verden sikkert helt anderledes og lys ud, når han vågner igen. Den forandring er han til gengæld fuldkommen parat til!