PhD or not PhD? That is the question…

Det er noget jeg går og tumler lidt med for tiden. Jeg er blevet tilbudt at lave en phd når jeg er færdig med min kandidat. Det er et virkelig godt, spændende og unikt tilbud. Og så er det et tilbud med en udløbsdato. Af forskellige årsager skal jeg helst være færdig med PhD’en (hvis jeg siger ja) inden for de næste fem år. Så der er ikke så meget betænkningstid og det ville være direkte fra speciale til PhD.

Samtidig er der en anden del af mig, der måske gerne vil have nogle flere børn. Hvis altså vi kan og har økonomisk mulighed og Saturn står i den rette position og hvad man nu ellers skal tænke over her i 30’erne.
Men på en eller anden måde er det oppe i mit hoved blevet til nærmest et enten-eller spørgsmål. For en ting er i hvert fald sikker: I don’t do familiehamsterhjulet. Jeg vil ikke springe på det hjul og knokle 37+ timer om ugen, samtidig med at jeg har små børn. Det er egentlig ikke fordi jeg er spelt-øko-mortypen, der synes at det er synd for børnene hvis deres mor ikke er hjemme. Nej det er simpelthen fordi jeg synes det er en rædselsfuld måde at leve sit liv på. At have travlt hele tiden, at leve så den ene dag afløser den anden i en endeløs række af ligegyldigheder. Det magter jeg simpelthen ikke. At leve livet sådan, ville sgu være synd for mig! Så det er ikke en mulighed.

En anden mulighed er så at Optimisten bliver hjemmegående, så der altid er én der kan handle, vaske tøj, gøre rent og lave mad. På den måde kan tiden om eftermiddagen rent faktisk bruges på at være sammen med de dér børn og samtidig kan man undgå hamsterhjulsfølelsen. Men det kræver jo så lige at Optimisten er indstillet på at være hjemmegående. Det har han ikke helt taget stilling til endnu, han har gerne en latenstid på et par måneder når den slags beslutninger skal tages. Men det er også helt ok. Mens han tænker, spekulerer jeg så videre:

For vil jeg overhovedet have børn? Vil jeg overhovedet have en PhD?? Det afhænger vist lidt af hvilken tid på dagen man spørger… Jeg synes det er nogle alt for svære og livsafgørende beslutninger at skulle tage og det gider jeg altså ikke rigtigt.

Jeg kunne sagtens se mig selv som forsker med en forskerkarriere. Rejser, frihed, spændende faglige udfordringer, stolthed over at have produceret noget, som eftertiden kan citere i deres opgaver og artikler. Stolthed over at have en titel. Tolkemarkedet på katastrofekurs trækker ved gud heller ikke i mig, så det ville jo være en oplagt mulighed for at skifte karriere. Jeg trives glimrende med forskerarbejdet, føles lidt som detektivarbejde. Det var Professor Blomme i biblioteket med lysestagen. Skrev hun i et sofistikeret akademisk sprog naturligvis…

På den anden side vil jeg måske gerne have en større familie. Nogle flere at fejre jul med, nogle flere til at udfylde mit ”familietomrum”. Uanset hvad er jeg i hvert fald nødt til at finde noget at fylde min tid ud med, så længe størstedelen af mine venskaber er ikke-eksisterende pga. babyboom og andre livsbegivenheder. Venskaberne taler for børnene, da vi da så i det mindste ville kunne mødes om nogle børn og have lige vilkår i forhold til (mangel på) tid. Det er dog måske en anelse voldsomt at få børn fordi man savner sine venner. Eller også bliver ensomheden i at være barn af en dysfunktionel familie bare endnu mere tydelig i denne her slags situationer: For hvem taler man med om de store livsvalg, når man ikke har brugbar familie og vennerne er fraværende?

Måske er der nogle kloge læsere derude, der har nogle inputs? Og ellers har jeg jo heldigvis også mit Tuba-panel. Lidt endnu.