PhD or not PhD? That is the question…

Det er noget jeg går og tumler lidt med for tiden. Jeg er blevet tilbudt at lave en phd når jeg er færdig med min kandidat. Det er et virkelig godt, spændende og unikt tilbud. Og så er det et tilbud med en udløbsdato. Af forskellige årsager skal jeg helst være færdig med PhD’en (hvis jeg siger ja) inden for de næste fem år. Så der er ikke så meget betænkningstid og det ville være direkte fra speciale til PhD.

Samtidig er der en anden del af mig, der måske gerne vil have nogle flere børn. Hvis altså vi kan og har økonomisk mulighed og Saturn står i den rette position og hvad man nu ellers skal tænke over her i 30’erne.
Men på en eller anden måde er det oppe i mit hoved blevet til nærmest et enten-eller spørgsmål. For en ting er i hvert fald sikker: I don’t do familiehamsterhjulet. Jeg vil ikke springe på det hjul og knokle 37+ timer om ugen, samtidig med at jeg har små børn. Det er egentlig ikke fordi jeg er spelt-øko-mortypen, der synes at det er synd for børnene hvis deres mor ikke er hjemme. Nej det er simpelthen fordi jeg synes det er en rædselsfuld måde at leve sit liv på. At have travlt hele tiden, at leve så den ene dag afløser den anden i en endeløs række af ligegyldigheder. Det magter jeg simpelthen ikke. At leve livet sådan, ville sgu være synd for mig! Så det er ikke en mulighed.

En anden mulighed er så at Optimisten bliver hjemmegående, så der altid er én der kan handle, vaske tøj, gøre rent og lave mad. På den måde kan tiden om eftermiddagen rent faktisk bruges på at være sammen med de dér børn og samtidig kan man undgå hamsterhjulsfølelsen. Men det kræver jo så lige at Optimisten er indstillet på at være hjemmegående. Det har han ikke helt taget stilling til endnu, han har gerne en latenstid på et par måneder når den slags beslutninger skal tages. Men det er også helt ok. Mens han tænker, spekulerer jeg så videre:

For vil jeg overhovedet have børn? Vil jeg overhovedet have en PhD?? Det afhænger vist lidt af hvilken tid på dagen man spørger… Jeg synes det er nogle alt for svære og livsafgørende beslutninger at skulle tage og det gider jeg altså ikke rigtigt.

Jeg kunne sagtens se mig selv som forsker med en forskerkarriere. Rejser, frihed, spændende faglige udfordringer, stolthed over at have produceret noget, som eftertiden kan citere i deres opgaver og artikler. Stolthed over at have en titel. Tolkemarkedet på katastrofekurs trækker ved gud heller ikke i mig, så det ville jo være en oplagt mulighed for at skifte karriere. Jeg trives glimrende med forskerarbejdet, føles lidt som detektivarbejde. Det var Professor Blomme i biblioteket med lysestagen. Skrev hun i et sofistikeret akademisk sprog naturligvis…

På den anden side vil jeg måske gerne have en større familie. Nogle flere at fejre jul med, nogle flere til at udfylde mit ”familietomrum”. Uanset hvad er jeg i hvert fald nødt til at finde noget at fylde min tid ud med, så længe størstedelen af mine venskaber er ikke-eksisterende pga. babyboom og andre livsbegivenheder. Venskaberne taler for børnene, da vi da så i det mindste ville kunne mødes om nogle børn og have lige vilkår i forhold til (mangel på) tid. Det er dog måske en anelse voldsomt at få børn fordi man savner sine venner. Eller også bliver ensomheden i at være barn af en dysfunktionel familie bare endnu mere tydelig i denne her slags situationer: For hvem taler man med om de store livsvalg, når man ikke har brugbar familie og vennerne er fraværende?

Måske er der nogle kloge læsere derude, der har nogle inputs? Og ellers har jeg jo heldigvis også mit Tuba-panel. Lidt endnu.

cluedo

 

Frihed!

Så er jeg her, landet efter nogle intense ugers afvikling af ansættelsesforhold og opstart af egen virksomhed. Det har været noget af en rutsjebanetur af følelser den sidste måneds tid.

Afskeden i mit gamle firma blev desværre ikke helt som jeg kunne have ønsket mig. Der var åbenbart flere følelser blandet ind fra begge sider end jeg lige havde regnet med. Jeg havde forestillet mig en afsked som når et kæresteforhold slutter på den gode og ordentlige måde. Hvor man forinden har sat sig ned og kigget hinanden i øjnene og er blevet enige om, at man ikke har de samme følelser for hinanden længere, at man er gledet fra hinanden, vil forskellige ting.
Realiteten så noget anderledes ud. Der var gråd og vrede og irrationel opførsel, som havde der været en affære eller nogen var blevet droppet.

Jeg vil ikke pege fingre – vi havde begge følelser i klemme, gjorde begge dumme ting for at såre hinanden. Men nu står jeg så på den anden side og føler mest af alt bare…frihed. På mange måder er der klare paralleller til min skilsmisse. Det er så hårdt at erkende, at alt det gode der engang var ikke er mere. At alt det man havde drømt om og håbet på ikke blev. At der stadig er så meget kærlighed, men at det ikke er nok. Så man må give op, give slip. Der er skyldfølelse, tvivl, skam. Har jeg nu taget den rigtige beslutning, hvorfor kunne det ikke fungere, kunne jeg have kæmpet mere, hårdere, kunne jeg have gjort noget anderledes?

Men størst er skyldfølelsen over at have taget beslutningen, givet op, givet slip – og så føle sig så uendeligt fri bagefter. Mulighederne føles pludselig uendelige, luften er friskere, himlen er klarere. Eller også er jeg bare nyforelsket. I mit nye liv.

Jeg laver jo egentlig nøjagtig det samme som før. Jeg transporterer mig, tolker, skriver under, administrerer, sparrer med kolleger. Men følelsen er anderledes. Det hele er mere simpelt og ukompliceret, på en eller anden måde. Jeg tror det er fordi der ikke længere er nogen der siger at jeg skal. Ud over mig selv og min bankkonto. Det føles på en eller anden måde enormt autentisk. Som 2017-udgaven af at skyde en hjort eller fange en fisk. Selvforsynende.

Det lyder sikkert virkelig dumt, men det er først nu gået op for mig at jeg selv kan bestemme ting. Fx om jeg vil være lønmodtager eller ej, om jeg vil gå på pension som 65-årig eller før eller senere, om jeg vil på barsel eller ej. Jeg har altid tænkt at ”sådan er det jo bare, det skal alle”. Men det er nu gået op for mig, at det bestemmer jeg vel egentlig selv. Naturligvis er jeg nødt til at kunne betale mine regninger og få noget at spise. Men hvordan jeg får pengene til disse ting er min egen sag. Jeg behøver ikke at følge en skabelon. This is brand new information! Og det føles virkelig frigørende!

Lige pt skal jeg dog også forsørge Optimisten og Filosoffen, da Optimisten er blevet arbejdsløs fra 1/9 hvor hans vikariat udløb. Så det er selvfølgelig ikke så frigørende. Jeg knokler også stadig som altid (og der er stadig ikke nogen der klapper, så ved ikke lige hvor meget jeg har lært…) – nu med både eget firma, kandidatuddannelse og konsulentjob. Men det føles godt! Det føles travlt på den gode måde, min tid er udfyldt med ting jeg virkelig godt kan lide at lave. Og det var jo egentlig bare målet.

Jeg er ikke naiv. Jeg ved det også bliver hårdt og svært nogle gange, jeg ved ikke engang om jeg kan leve af det på sigt. Jeg ved ikke engang om jeg kan betale min skat eller terminerne til tiden. Men det underlige er at jeg ikke er bekymret eller nervøs. Det sværeste var at tage springet. Alt derefter er bare frihed.

En evighed, en sommer og en beslutning siden

Jeg lever faktisk stadig. Mere end nogensinde vil jeg næsten sige! Jeg ved det er en evighed siden, men sommeren har ikke som forventet budt på tid til skriverier. Faktisk er dette indlæg en slags dementi af mit forrige indlæg. Flere ting er nemlig gået ganske anderledes end forventet. Fx fik jeg 12 for den opgave, jeg troede jeg ville dumpe. Og har jeg på ingen måde været på jordbær-ærte-kur. Det har jo været et lorte-jordbær-år. Plus at jeg hellere ville drikke øl og spise is, da det kom til stykket.

Det har bare i det hele taget været en underlig sommer. Den er blevet brugt primært på at renovere. Så jeg har ikke engang rigtigt opdaget hvor dårligt vejr de allesammen siger det har været. Men jeg kan nu med stolthed annoncere, at vi er…trommehvirvel…FÆRDIGE!! Det eneste der mangler nu, er en ny altandør og fliser på væggen i køkkenet, som mureren kommer og sætter op på mandag. Det er simpelthen sådan en fantastisk følelse! I morges da jeg stod op var jeg lige et øjeblik forvirret over hvad jeg egentlig skulle bruge min dag på, når det ikke indebar noget med malertøj og akrylfuge. Men nu kan vi endelig begynde at nyde bare at være og bo her! Sidder i skrivende stund på kontoret (!!) – for sådan et har vi nu, med ergonomisk stol og det hele (ja, han fik sin ergonomiske stol, hvad kan man gøre…). Det hele føles meget voksent og behageligt. Faktisk lige præcis hvad jeg drømte om for et år siden, da jeg kom hjem fra sommerferie og fik galopperende klaustrofobi af at sidde i hamsterburet på 4.sal. Og nu sidder jeg her så, fandeme!

Vores nye residens har budt os på helt nye muligheder hen over sommeren. Fx har vi været i vandet hele 4 gange! Selv om vejret ikke har været så fantastisk, er det immervæk en del nemmere, når solen en sjælden gang imellem titter frem, lige at hoppe på cyklen de 5 minutter ned til stranden og tage sig en dukkert, end det var da vi boede på stenbroen og det nærmest indebar en heldagsudflugt hvis man ville ud og dyppe tåspidserne. Desuden har jeg nydt udearealerne her til fulde! Har haft min hænge-stols-tingest hængt op i et træ (dog med en del banden og svovlen hver gang jeg fik rebet tilbage ned i hovedet – og så med hele ejendommen som publikum) og har malet diverse møbler udendørs (også med alle naboerne som underholdning på skift – man kommer jo hinanden ved herude i provinsen). Det giver en helt anden følelse af frihed bare lige at kunne gå udenfor!

I det hele taget er det jo nærmest et helt andet liv vi lever nu. Filosoffen har løbet rundt udenfor og fundet legekammerater selv, så vi har stort set ikke set hende i de tre uger vi holdt ferie sammen – udover om aftenen, hvor vi på Filosoffens opfordring har set “voksenfjernsyn” sammen. Det bestod af en times DR2-dokumentar, fx om hvordan man laver slik eller sælger huse i udkants-Danmark. Alle var glade, selv Preben!

Den frygt jeg havde før ferien for at føle mig helt uden netværk, var helt ubegrundet! Det er nemlig næsten umuligt at føle sig uden netværk, når man bor i en lille by. Sommeren har derfor budt på adskillige spontane møder, der har resulteret i en eller anden form for socialt samvær – og hvor har det bare været skønt!

På den negative side døde min farmor i løbet af sommeren. Hun var dog meget gammel og havde så rigeligt udtjent sin værnepligt, så det var både forudsigeligt og ønskværdigt. Men mine forældres reaktion var til gengæld ingen af delene. De var taget til Frankrig i deres sommerhus en uges tid inden hun døde. Da de fik beskeden, proklamerede de, at de ikke ville deltage i hendes begravelse, for det var så langt at køre og klimaanlægget i bilen var også gået i stykker, så det ville jo ikke blive en særligt behagelig tur dernedefra, det kunne folk da vel nok forstå. Jo jo, bevares. For mig er tanken om ikke at komme til min egen mors begravelse godt nok fuldkommen ubegribelig, men det er så åbenbart bare mig. På en måde satte det lissom tingene lidt i perspektiv for mig – hvem det egentlig er, der er afstumpet i vores relation her.

Sommeren har faktisk generelt stået i bearbejdningens tegn. Jeg har fået styr på nogle tanker mens jeg har gået og malet, og det har gjort godt. Hvilken relation jeg ønsker at have til mine forældre. Hvad min barndom har budt på. Hvad der er vigtigt for mig og hvad der ikke er. Hvad jeg har lyst til at bruge min energi på og hvad jeg ikke har. Hvad jeg egentlig er værd. Og derfor har jeg taget en beslutning, der også har optaget mig en del på det seneste: Jeg har sagt mit job op og går selvstændig fra 1/9. Hopla. Der var dog ikke så meget hopla over det sådan IRL. Det var rigtig svært at skulle sige op, sidde og fortælle min chef at jeg ikke ville arbejde for ham mere. For jeg holder egentlig utroligt meget af ham. Da jeg havde fået det sagt, gav vi hinanden et kram og så tumlede jeg ellers ud på Strøget og stod foran Tiger og græd lidt for mig selv. Det føltes som at slå op med en kæreste, man ikke længere har de rigtige følelser for. Man ved at det er det eneste rigtige at gøre, men man er stadig i sorg over alt det gode der har været, men som nu ikke er mere.

Nu har jeg så fået sundet mig og er i gang med genopbygningen af min tolkeidentitet på nye vilkår. Det føles rigtig godt! Som at tage kontrollen over mit liv tilbage eller noget. Da jeg modtog mit nye, selvdesignede tolkeskilt (til jer, der ikke lige kender til tegnsprogstolkning, så har vi alle et navneskilt på, lidt ligesom i sundhedsvæsnet) var min stolthed næsten ikke til at rumme. Det føltes lidt som da man var lille og havde lavet en virkelig flot skål af ler i billedkunst: “Se mor, den har JEG lavet!”. (At bogstaverne så var lige i overkanten store, så det nærmest ser ud som om jeg RÅBER mit navn ud til folk, er en mindre detalje. Rookie mistake, jeg har bestilt et nyt, ahem.) Men godt føles det altså, at skulle være min egen lykkes smed lige om lidt. Jeg skal stadig forske på deltid frem til nytår, og fra september skal jeg begynde at studere igen også. Men jeg håber på at jeg med denne beslutning får mere overskud og luft. Og frem for alt ro i maven.

Så opsummerende har sommeren været varm og kold, hård og nem, sjov og frustrerende, dejlig og trist, fantastisk og mærkelig. Men egentlig lige som den skulle være.

 

Ensomhed, du gamle ven

Forleden tolkede jeg på en uddannelse, hvor emnet for undervisningen var socialt netværk. De studerende skulle lave en tegning af deres eget sociale netværk som en slags spindelvæv med de nærmeste relationer inde i midten og de mere perifere, ja ude i periferien. Det gav mig noget at tænke over – over mit eget sociale netværk og hvem der er i det.
Jeg er ikke som sådan en enormt social type. Faktisk tværtimod er jeg nok nærmere ret så introvert og vil helst undgå fremmede mennesker og dertil hørende smalltalk. Jeg ønsker ikke en kæmpe bekendtskabskreds, der skal passes hele tiden, men jeg vil gerne have få, meget tætte venner. Dem som jeg kalder for min selvvalgte familie. Og det er egentlig også lykkedes mig meget godt i mine unge år (siger jeg, og lyder som om jeg er 80…), men her i 30’erne holder det altså lidt hårdere.

Alle har jo fået børn eller fuldtidsjobs eller begge dele, så deres tid er naturligvis begrænset. Og det er jo også fair nok, det samme har jeg jo selv, men det er problematisk, når man som jeg ikke trives så godt med de perifere venskaber. For problemet er nu, at jeg ser mine venner forholdsvist sjældent. Og når vi så endelig ses, er der jo en million ting, der skal tales om – og ærlig talt bliver det mest til en slags opremsning af, hvad vi hver især har lavet i de sidste to måneder i stedet for reelt nærvær. Og så er det, at jeg går hen og bliver mundlam – eller…mundlam bliver jeg sgu nok aldrig, men tilbageholdende er måske nærmere det rigtige ord. For jeg orker det næsten ikke; at skulle opdatere dem. Jeg vil gerne gå i dybden med en følelse eller en tanke, men først er jeg nødt til at fortælle hele forhistorien – og det kan jeg næsten ikke overskue. Så hellere bare stene Netflix med Optimisten derhjemme, det ved man da hvad er…

Derudover synes jeg, at samværet med vennerne i 30’erne mest er begyndt at handle om at fortælle succeshistorier til hinanden. Hvornår skete det lige? Da vi var yngre havde vi ingen problemer med at græde snot over for hinanden, hvis kæresten var træls eller tandpastatuben tom. Men nu handler det hele om at være tjekket – på den totalt uperfekte, tilfældigt lækre, tilfældigt-cool-bare -fordi-jeg-er-født-sådan-og slet-ikke-fordi-jeg-anstrenger-mig-måden. Jeg så forleden et afsnit af Girls, hvor Marnie og Hannah (som er de to hovedpersoner, til jer der ikke har set den. Men se den lige!) begge har haft en virkelig lortedag, men da de taler i telefon sammen om aftenen lyver begge og siger at dagen har været helt fantastisk. Hvorfor gør de det? Måske fordi de, i disse selviscenesættende tider, gerne vil virke som om de har styr på det hele. Eller måske bare fordi de simpelthen ikke orker. At fortælle det hele og, mest af alt, at skulle forholde sig til venindens holdninger og tanker om det hele.

Men uanset hvad, så er dette opskriften på ensomhed. Det giver en følelse af, at spindelvævet er snævret ind til kun den inderste sekskant. Jeg føler mig ikke ensom sammen med Filosoffen og Optimisten, men de er (undskyld, elskede familie) ikke nok. Jeg har også brug for andre input, jeg har brug for at blive spejlet i min hverdag og snakke om, hvordan vi alle får det her hamsterhjul til at rulle uden at gå i selvsving og falde af. Jeg har brug for nogle flere lag af sekskanter, der kan fortælle mig, at jeg ikke er den eneste, der kæmper. At jeg ikke er den eneste, der har svært ved at leve op til tilfældigt-lækker-og-god-mor-på-den-afslappede-og-uanstrengte-måde.

Jeg har jo heldigvis min Kusseklub, sammen med bl.a. Fruen og tre andre dejlige damer. Forleden lagde den ene af Kusserne et indlæg fra Lortemor ind i vores fælles Whats app-gruppe. Indlægget handler om at række ud når man har brug for hjælp. Det affødte en samtale derinde om at være sikkerhedsnet for hinanden, når man falder. Vi var alle enige om, at selvfølgelig vil vi gerne hjælpe hinanden og vil altid stå klar, hvis nogen rækker ud! Men det interessante er bare, at ingen af os gør det, rækker ud. På trods af at vi alle for tiden faktisk befinder os i større eller mindre grader af livskrise. Alligevel er der ingen af os, der beder de andre om hjælp. Hvorfor? Er det angsten for, at de andre dømmer? Er det fordi vi ikke vil være til besvær? Er det fordi der er andre, tættere, relationer, der hjælper i stedet? Jeg ved det ikke, men jeg synes det er ærgerligt at vi ikke bruger hinanden noget mere.
Når der aldrig er nogen, der rækker ud, fodrer det også ensomheden. Men hvad værre er, det fodrer følelsen af at være den eneste, som har brug for hjælp. Hvilket hæmmer modet til at bede om det. Og så har vi her en lukket ensomhedscirkel.

Jeg ved ikke om ensomheden måske bare er et grundvilkår, når man er vokset op i en dysfunktionel familie, specielt som enebarn, men i hvert fald rammer den hårdere, når både den biologiske og den selvvalgte familie er fraværende. Jeg har nemlig altid drømt om at have en familie, altså ikke bare sådan en mor-far-børn-familie, men et helt spindelvæv af familie. Som man holder påskefrokoster og jul og ferier sammen med. Jeg har forgæves forsøgt at få min selvvalgte familie med på idéen om fælles ferier og julefrokoster og kontinuerlig deltagelse og støtte i hinandens liv, men de har jo alle deres eget spindelvæv og egne forestillinger om, hvordan ferier skal holdes og hvem der skal holde dem i hånden, når de skal til tandlægen.

Så jeg er kommet frem til at jeg nok snart må i gang med at producere nogle flere børn. Så kan den inderste sekskant i det mindste blive udvidet lidt. Og så har jeg fået et tilbud fra TUBA (terapitilbud til børn af alkoholikere) om at komme med i en terapigruppe, hvor man sammen med andre voksne børn fra dysfunktionelle familier kan bearbejde den der forpulede ensomhed. Og hvem ved, i en gruppe af folk, der alle savner familier, kan jeg måske finde nogen, der har lyst til at agere sekskant i mit spindelvæv?

ensom-272x125

Martyriet

Jeg har det virkelig stramt med utaknemmelighed. Uanset hvor mange forståelige følelser der kan ligge bag, hader jeg når folk er utaknemmelige. Det er ikke fordi jeg forventer en æresport eller en bund af palmeblade lagt ud foran mig som tak for min indsats. Men jeg forventer sgu heller ikke at blive mødt af utak. Utak er verdens løn siger man – ja eller bare moderskabets løn, måske.

Det er noget af det svære ved at have børn, synes jeg. Mage til utaknemmeligt job skal man lede længe efter. Man kan hoppe og springe og gøre sig tanker herfra og i al evighed om den lille podes liv og velbefindende, og det man får tilbage er oftest ingenting eller – værre endnu – utaknemmelighed.

Filosoffen har det som bekendt virkelig svært i øjeblikket med alle de forandringer der sker i hendes liv. Det forstås. Men nu snakker hun konstant om, hvor forfærdelig hendes nye skole er og at hun aldrig nogensinde vil i skole igen og at hendes liv, basically, stinker. Og det er naturligvis virkelig træls at have det sådan. Og hun er et barn, der ikke kan styre sine egne følelser. Og hun er min datter, så hvad havde jeg regnet med. Men JESUS! Jeg går amok! Jeg får lyst til at vise hende billeder af afrikanske børn med fluer i øjnene og malaria for lige at få banket lidt perspektiv ind i hende!

Hun har jo nu fundet ud af, at jeg ikke bøjer mig for tårer eller klager over ondt i maven. Jeg står fast, hun SKAL i skole. Så hendes (angsts) nye strategi er at være provokerende og ganske enkelt nægte. Og det tænder mig fuldstændigt af! Tårer kan jeg klare og forholde mig til, men vrede og obsternasighed rummer jeg virkelig dårligt! Det er tilsyneladende min akilleshæl, den eneste følelse jeg virkelig ikke kan magte.

Måske fordi min egen barndom er blevet brugt på at fortrænge og fornægte al den vrede, jeg har haft mod min far og hans alkoholmisbrug. Det er altid blevet pakket væk, så snart han blev ædru igen – så måtte vi ikke længere være vrede, så skulle vi bare være glade og taknemmelige for, at han nu ikke var fuld længere. En endeløs række af uforløst vrede. #mentalcase
Det har så åbenbart resulteret i, at jeg som voksen har svært ved at håndtere den vrede. Det er blevet en af mine skyggesider, en følelse jeg anser for at være tabu og meget forkert – siger de kloge.

Super. Nu har jeg så konstateret, at det er én af mine skyggesider. Og hva’ så?? Jeg synes stadig mit barn er fucking irriterende og utaknemmelig, når hun stiller sig på bagbenene og nægter at tage i skole. Efter alt det vi var igennem med den gamle skole, hvor jeg rendte til møder og blev overfuset af træls typer og vi endte med at tage en drastisk beslutning om at flytte hende til en skole 40 km væk og køre hende frem og tilbage hver dag… “Så det var ikke lige den hvide t-shirt, hva? Jamen naturligvis, min skat, så finder vi da bare en anden skole vi kan fragte dig til og fra hver dag, det skal du slet ikke tænke på! Jeg havde da ikke andre ting at tage mig til alligevel…” sagde moren med slet skjult passivt aggressivt tonefald…

Ja ja, jeg ved det godt: Hun har det svært, det er hendes måde at reagere på, bla bla bla. Men nogle gange ville det bare være rart, hvis hun bare et øjeblik, et lillebitte øjeblik, ville anerkende hvor meget jeg gør for hende. Hvor mange tanker i løbet af en dag, der handler om hendes velbefindende. Hvor mange resurser og hvor meget tid, der bliver brugt på hende. Bare et lillebitte fucking øjeblik. Så jeg ikke følte mig så pisse åndssvag, som forpulede Sisyfos!

Bare rolig, ingen behøver at ringe til kommunen eller noget – hun bliver skam rummet og hun bliver hverken udsat for billeder af sultne børn eller passivt aggressive martyr-mor (ok måske lidt det sidste…). Men det holder sgu hårdt! Angst er jeg med på, I know that bitch, men vrede…… Anger management søges! Hvis nogen derude har gode forslag til, hvordan man rummer både sin egen og sit barns vrede på en hensigtsmæssig måde, tages disse imod med kyshånd! For her holder det altså virkelig hårdt.

rue-des-martyrs