Jeg ser ofte sådan nogle lister over ting, folk gerne ville have vidst inden de fik børn. De inkluderer oftest knibeøvelser, søvnmangel, et ændret forhold til afføring og så til sidst den obligatoriske tilkendegivelse af hvor meget de eeeeeeeelsker deres lille pode mere end noget andet i verden.

Det er ikke den slags liste jeg tænker på. Der er bestemt også masser af små ting, jeg gerne ville have vidst inden jeg fik barn, såsom at Roskildesyge og bleskift er en dårlig kombi eller hvor svært det kan være at passe sit arbejde og have barn samtidig. Men det er nu ikke den slags ting, der dominerer min hverdag.

Det der har fyldt og stadig fylder allermest for mig er, at jeg ikke har den fjerneste anelse om, hvad jeg laver! Jeg har stadig ikke, efter 7 år, fattet hvordan man opdrager et barn på en hensigtsmæssig måde, der både sætter de nødvendige grænser og samtidig gør hende til et helt menneske uden borderline eller spiseforstyrrelse. Jeg famler rundt i blinde og læser et hav af artikler og bøger om opdragelse og føler mig ærligt talt, by the end of the day, ikke en rasende fis klogere end jeg gjorde om morgenen. Hver dag opstår der en ny uforudset situation, som jeg ikke aner hvordan jeg skal håndtere.

Nu er der så sikkert nogle af speltmødrene derude, der siger: “Jamen det handler jo lissom bare om at følge sin mavefornemmelse. Du ved godt selv, hvad der er det mest rigtige for dit barn“. Gu’ gør jeg da røv! Der fulgte altså ingen manual med min baby og jeg ventede tålmodigt på, at den dér mavefornemmelse skulle dukke op…men altså any day now…

Før jeg fik barn troede jeg, at jeg bare lissom skulle sameksistere med mit barn og sige ‘nej’ nogle gange, og så i øvrigt passe min egen butik og gennem egne handlinger vise barnet, hvad der er rigtigt og forkert. Hvor svært kunne det lige være? I årevis havde jeg også gået rundt og hånet alle de forældre, hvis børn smider sig på gulvet i Føtex og skriger, fordi de vil have en is. Jeg havde intet tilovers for forældrenes opdragelsesstil! De havde da tydeligvis aldrig sat nogen grænser for det barn! Host host, hvem sagde Nemesis…?

Så fik jeg nemlig mit eget barn.
Ud over at jeg måtte erkende, at børn i ulvetimen bare er nogle små røvhuller, gik det også lige så stille op for mig, hvad det var for en opgave jeg stod over for. Jeg lagde hårdt ud med at skulle bekæmpe trangen til at google “grædende baby” for at finde ud af, hvordan jeg skulle håndtere hende. Og siden da er der flydt mange google-søgninger under broen. Jeg var og er clueless! Jeg har altid været dygtig i skolen og vant til at have en intuitiv forståelse af, hvad lærerne gerne ville høre. Jeg har altid haft nemt ved alle opgaver, jeg påtog mig. Men når det kommer til at opdrage et barn, kommer jeg til kort. For mig er opdragelse som en form for multiple choice test, som jeg ikke har fået læst op til. Jeg kan ikke snakke mig uden om svarene og hvis jeg krydser af i den forkerte boks, har det store konsekvenser for det samlede resultat. Se blot her, hvordan det går for mig:

Multiple choice test i børnopdragelse:

  1. Situation: Barnet har tegnet en tegning og kommer hen og viser dig den. Siger du:
    A. “Ej, hvor er den fin! Sikke en flot tegning du dér har lavet”            X
    B: ”Nå for søren”                                                                                    ☐
    C. ”Du har lavet en tegning. Hvad var det allersjoveste at tegne?”      ☐
  2. Situation: Barnet kommer hjem og fortæller, at Søren fra klassen har slået.
    Siger du:
    A. “Det var tarveligt gjort af Søren! Det må han da ikke! Sagde du det til de voksne?” X
    B. ”Hvis han gør det igen, skal du bare slå ham også!”                                                     ☐
    C. ”Nå da…Hvordan har du det med det?”                                                                        ☐
  3. Situation: Barnet gider ikke at tage nattøj på, selv om du har sagt det 3 gange. Siger du:
    A. ” Nu har jeg sagt til dig tre gange, at du skal tage nattøj på! Hvis ikke du tager nattøj på NU, så må du ikke få slik på lørdag!”                                                      X
    B. ”Skynd dig at få nattøj på, så får du en vingummibamse”      X
    C. Du siger ikke noget, men forlader lokalet og venter.               ☐
  4. Situation: Du får at vide, at barnet har lavet ballade i skolen. Siger du:
    A. ”Det vil jeg simpelthen ikke have du gør, lad være med det!”          X
    B. ”De er også bare dumme ovre i skolen, kom lad os spise en is”       X
    C. ”Kan du fortælle mig lidt om, hvad der skete ovre i skolen i dag?” ☐
  5. Situation: Barnet begynder at plage om is nede i Føtex kl.17 på en hverdag. Siger du:
    A. ”Lad være med at plage. Hvis du plager får du ingenting”               ☐
    B. ”Du skal ikke have is nu, vi skal hjem og have aftensmad”              X
    C. ”Ej hvor ser de også bare lækre ud! Hvilken is er din yndlingsis?” ☐

Jeg tror sgu jeg er dumpet. Ingen af de gode og pædagogiske svar føles intuitive for mig. Og problemet er, at jeg ikke kan slippe afsted med et par krydser ved de mindre gode svar. Mit barn er nemlig sådan et, som slår ud på Richterskalaen, hvis der kommer et bump på vejen. Så alt skal gennemtænkes forfra og bagfra – der er ikke plads til særligt mange udsving, før tsunamien kommer. Hvem skulle have troet, at man skal være uddannet seismolog for at mestre opdragelse? Det ville jeg sgu gerne have vidst inden jeg fik barn.

image-86

Lånt fra pcoctu.dk