En boganmeldelse!

Jeg har hermed lige udnævnt mig selv til at være boganmelder. Primært fordi jeg ikke kan lade være! Fordi jeg lige har læst en bog, der virkelig rørte mig. Jeg læser egentlig bøger hele tiden og alle rører mig på en eller anden måde, men det er sjældent at de kommer rigtigt ind under huden på mig. Men det gjorde denne her:

timthumb-php

Den handler sjovt nok om en, ja, mor. Om en kvinde, der har det svært med morrollen og som har et mildest talt ambivalent forhold til sit barn. Den er skrevet ud fra morens perspektiv og ud over hende er de øvrige karakterer i bogen kun pigen og faren. Man følger moren fra hun er i fødsel til hun til allersidst selvdestruerer.

Bogen er på mange måder virkelig dyster og det er interessant i sig selv, bogens tema taget i betragtning. Men det, der fangede mig var, at de tanker og følelser, moren har om sig selv, sit barn og sit eget moderskab, nærmest i skræmmende grad ligner mine. Frem til moren tager en helt fatal beslutning, the point of no return (som jeg naturligvis ikke kan afsløre mere om her), ligner det fuldkommen det jeg selv følte, da jeg lige var blevet mor. Det er barskt, grimt og rørende på samme tid. Den skildrer så fint en mors kamp for at finde sig selv i en rolle, hvor hun ikke føler hun passer ind. Hun kæmper med og mod sit intellekt og sin fornuft og forsøger at vinde over de irrationelle, negative følelser. Hele tiden har hun en indre dialog, i konflikt med sig selv, i konflikt med sine egne principper.

Jeg læste bogen på under to timer – den er ret tynd og er let læst. Men jeg slugte den råt, fordi den var så ærlig og så barsk. Jeg har altid ment, at man ikke skal lægge fingrene imellem, når man udtaler sig om noget. Derfor siger jeg også gerne højt, at jeg synes moderskabet i det moderne samfund er noget opreklameret og sukkersødt pis. There you have it. Ikke alle mødre føler naturlig symbiose og spontan samhørighed med barnet. Ikke alle kan identificere sig med at være mor. Nogle kvinder kæmper bare lidt mere med det hele. Denne bog udtrykker det hele råt for usødet og det er så vidunderligt forfriskende! Endelig er der én, der tør at sige det moderne moder- og kvindeideal imod! Der tør at sige, at ikke alle mødre eeeeeeelsker at være mødre eller finder det naturligt eller føler sig kompetente i rollen. At nogle mødre ville ønske, at de i stedet var fædre.

I en tid, hvor de kulturelle køn ellers er under forandring og hvor man frit kan vælge mellem 71 forskellige køn, når man opretter en Facebookprofil, er det besynderligt, at den kulturelle morrolle stadig er fastlåst i et 1950’er ideal om den selvopofrende kvinde, der med glæde og medfødt kompetence tager sig af sit afkom og intet i verden ønsker sig mere. Jeg har selv siddet i mange selskaber og ytret mig om mit ambivalente moderskab og er derefter blevet enten skoset eller – endnu værre – ynket, fordi jeg ikke omfavner morrollen med savlende hengivenhed.
Mange, uden tvivl omsorgsfulde og venligt stemte, veninder har forsøgt at bortforklare mine følelser på mine vegne. Det var nok også fordi jeg var i et dysfunktionelt parforhold, når bare man har fundet den rette er det helt anderledes, sagde de. Eller det var også fordi jeg var meget alene med hende, så bliver det hele meget hårdere. Eller det var også fordi jeg fik barn så tidligt, det hele er meget nemmere, når man er ældre og mere erfaren.
Ja, eller også synes jeg bare ikke det er så fedt? Og det er vel egentlig også helt ok, er det ik?

Nej, det er overhovedet ikke ok for langt de fleste. Ligesom med skilsmisser er mødre, der ikke er ellevilde med at være det, et stort fedt tabu. Ingen har lyst til at erkende, at nogle kvinder ikke bryder sig om moderskabet, for hvis man først erkender det, vil det logiske spørgsmål uvægerligt snige sig ind: “Brød min egen mor sig så heller ikke om at være mor? Og betyder det så, at hun ikke elskede mig?” Men kærlighed til barnet og kærlighed til morrollen bør ingenlunde sidestilles. Man kan sagtens elske sit barn uden at elske sin morrolle! Og det er netop, når folk sætter lighedstegn mellem kærlighed og morrolle, at tabuet opstår og dermed marginaliseringen af de kvinder, der ikke føler sig spejlet i samfundets morideal.

Min eneste anke over for den ellers fantastiske bog er (uden at afsløre for meget), at jeg synes slutningen er lidt abrupt og en kende banal. Jeg synes desværre forfatteren sygeliggør denne mor, der ellers er så befriende rå i sine tanker og følelser. Alt det smukke og grimme, der ligger i skildringen af morens ucensurerede følelser, bliver nærmest nulstillet via denne slutning. Det kammer over og i stedet for at handle om en almindelig kvindes kamp for at finde sig til rette i morrollen, bliver det nærmere til et portræt af en psykisk syg kvinde. Og det er bestemt super spændende og skal også have plads, men jeg synes netop, at der er brug for at fortælle om helt gennemsnitlige kvinders kamp. Det er nemlig ikke kun de, der er psykisk syge eller lider af fødselsdepressioner eller er i et dårligt parforhold osv.osv., der har det svært. Det er også mange, mange andre helt gennemsnitlige mødre, der ikke har bedre eller dårlige vilkår end resten, de har det bare svært med at leve op til samfundets forventninger til en mor. Og det behøver ikke at ende virkelig tragisk og galt, for heri ligger så en indirekte morale eller advarsel om, hvor slemt det kan gå, hvis man ikke elsker at være mor. Og det er en virkelig gammeldags og skidt morale for en ellers virkelig nytænkende og god bog. Jeg ville gerne have haft en alternativ slutning på bogen, der fortalte om, hvordan moren fortsatte og fortsatte sin kamp og måske en dag lærte at omfavne og stå ved sig selv i sin helt perfekte uperfekte, umoderne morrolle.

Når det så er sagt, vil jeg stadig varmt anbefale bogen, til jer der kan tåle mosten. Fordi den er anderledes og interessant og barsk og får én til at tænke og lige mærke efter en gang, om man nu kan være i sin egen morkrop. Køb den! Lån den! Eller læg den under juletræet til en mor-veninde, der egentlig skulle have haft Bogen om barnet. Men denne her vil klart gøre et større indtryk, det garanterer jeg!

Noget om at være idealist

Jeg er idealist. Jeg lever mit liv ret så meget ud fra principper og idealer, men kan ikke helt finde ud af om det er godt eller skidt. Nogle gange er det i hvert fald skidt, for jeg har inden for de sidste par måneder været ved at lægge afstand til hele to gode veninder på grund af mine principper.

Det var faktisk min bruger, af alle mennesker, der henledte min opmærksomhed på, at jeg var i risiko for at miste min veninde på grund af mine principper. Av. Min far har altid været utroligt idealistisk og jeg har altid hadet ham for det og aldrig forstået, hvordan man kan stå så stejlt og hellere ville holde på sine principper end på sine venner. Senere blev jeg kærester med Antagonisten, der også er et meget principfast menneske. (Muligvis så den ene ting, vi har til fælles…) Jeg bandede ofte ham og hans idealer langt væk!

Og nu står jeg der så selv. Den ene del af mig skriger, at alt hvad der foregår er så meget imod mine principper og værdier, at det nærmest gør ondt! Jeg får det næsten fysisk dårlig af at skulle være i situationen uden at kunne sige fra, gribe ind, overbevise dem allesammen! En anden del af mig forsøger at være rummelig og favne dem og deres følelser – et andet af mine principper i øvrigt, som jeg så tilsyneladende har svært ved selv at overholde…

I det hele taget er idealisme et stærkt tema i mit liv. Jeg stemmer altid ud fra ideologi og ikke ud fra enkeltsager eller på hvem der nu er populære for tiden. Jeg udfører mit arbejde ud fra mine idealer om, hvad en god tolk er. Og jeg opdrager mit barn ud fra nogle idealer, det jeg mener der skaber et selvstændigt, sundt og lykkeligt menneske. Næsten alt hvad jeg gør er af princip. Men det er jo nok også derfor, at jeg altid har haft tendens til spiseforstyrrelser og nu lider af OCD… Det falder mig utroligt nemt at følge principper, om så det gælder et princip om ikke at spise kulhydrater eller et princip om at vaske hænder 7 gange. Same shit. I respond well to limits, som Miranda fra Sex and the City siger.

Når man ser det fra denne vinkel, er principper og idealer entydigt noget lort.
Men nogle gange er det også meget godt. Fx lærer jeg hele tiden noget nyt, jeg forbedrer mig konstant som tolk, som mor og som menneske ved hele tiden at stræbe højere og være idealistisk. Det har også hjulpet mig i mange situationer, fx til at tage svære beslutninger. Beslutninger bliver meget nemmere at tage, hvis man har et sæt foruddefinerede principper at rette sig efter. Principperne har desuden givet mig meget viljestyrke til at kunne gennemføre mange ting. Det har været det, der har presset mig videre og længere.
Og så kan man også sige, at jeg da i hvert fald altid er meget tydelig. Man ved i det mindste hvor man har mig – nemlig lige derovre i hjørnet med korslagte arme og underlæben fremskudt, holdende på mit princip. Suk.

Så jeg kan altså ikke rigtigt finde ud af, hvad jeg skal synes. Er det godt eller skidt at være principfast? Og se nu der, selv her leder jeg efter et princip til at guide mig i om det er godt eller skidt at have principper! Jesus altså! Og alt imens jeg så sidder her i hjørnet og er principfast og leder efter et godt princip, der kan støtte mine tanker om principper, er festen slut og de andre er gået hjem. Sådan, Preben. 1-0 til dig, der fik du da lige vist dem, hva?
xgeko

Storfamilie og stolthed

Nogle gange er det ret fantastisk at være en del af en storfamilie med delebørn og eks-mænd og hele baduljen.

I går nat blev Filosoffen storesøster. Hendes far har fået en lille fin dreng. Så Antagonisten ringede os op på Facetime i går for at vise os vidunderet, som indtil videre bliver kaldt for Bob (efter Dylan). Han er lille og fin og rynket, og jeg elsker ham allerede. Fordi han er min datters lillebror og min eks-mands søn. Vildt nok alligevel. Troede ikke jeg kunne være så sentimental, der kan man bare se. Jeg fik også en god samtale med Antagonisten kæreste om, hvordan fødslen var gået (jeg fik lov til at se hende i den mest sårbare situation, liggende med sin nyfødte dreng på brystet) og jeg følte mig meget inkluderet og velkommen i denne intime situation på en virkelig fin måde.

Og så da jeg lige troede, at jeg havde nået topmålet af samhørighed i storfamilien, skrev min eks-svigermor til mig…! Jep, hende der plejer at hade mig som pesten og knapt kan nedlade sig til at ytre et ord i min nærhed. Men hun sendte mig et billede af en kanin. Virkelig underligt i første omgang… Men så gav det mening, da hun bagefter skrev, at hun kender én, der forærer kaninunger væk. Og da hun ved at Filosoffen er blevet lovet en kanin, når vi flytter, ville hun lige høre om vi ville have den. Jeg svarede så, at vi ikke kunne overtage den lige nu, men hvis den kunne bo hos dem indtil 1/3, ville vi gerne have den. “Det kan vi da sagtens finde ud af” lød svaret.

Jeg tør næsten ikke at bevæge mig. Er bange for at jinxe denne fantastiske følelse af at være en del af noget fint. En familie, der gennem tiden har været splittet af had og sorg, men som nu lige så stille er ved at hele. Jeg er sikker på det er Bobs skyld. Den lille, fine sveske, der er kommet til verden midt i denne kolde og mørke måned, tilsyneladende medbringende guld, røgelse og myrraskær. Halleluja, halleluja!
Dét var der sgu ingen visemænd, der havde set komme.

Flyttefilosoferen

Ting jeg glæder mig til, når vi flytter:

  • At jeg ikke længere kan høre naboens barn køre rundt med sin gåvogn. Det er meget hyggeligt, men altså nu har vi hørt det, han kan gå, det er flot, now hush little baby
  • At jeg til gengæld kan høre vinden suse i træerne. Det er ren zen.
  • At jeg kan gå en tur ved stranden sådan en vinterdag som i dag og blive rusket godt og grundigt igennem af vinden, så kinderne bliver helt røde og varme bagefter.
  • At køre med tog til og fra arbejde. Ja, tro det eller lad være, men shit hvor jeg glæder mig til at have en halv times fred før og efter arbejde hver dag!
  • At kunne følge Filosoffen til en fritidsaktivitet – på cykel!
  • At kunne bygge snemand lige uden for vores vinduer.
  • At have udsigt til noget grønt! Herfra hvor jeg sidder nu – kan jeg intet som helst se, da det er bælgmørkt kl fucking 17! – men hvis ikke der var, ville jeg kunne se et kæmpestort vægmaleri af en kvinde i en form for omfavnelse med en måge med underteksten: “WHEN WILL I GET LAID?”. Meget kunstnerisk-underligt. Har altid været lidt bekymret for damen. Er hun mon til fugle? Har hun haft en ulykkelig barndom? Ingen ved det. Glæder mig til at kigge ind i en trækrone i stedet.
  • At mit barn går i en almindelig folkeskole. Jeg er slet ikke rummelig nok til en kristen friskole.
  • At have en altan, der er stor nok til, at man kan gå ud på den og rent faktisk lukke døren uden at skulle have det ene ben ud over kanten eller ofre sin stol for det.
  • At få spisekøkken. Der er jo et rend uden lige frem og tilbage mellem køkken og stue blot for at indtage en skål havregryn med mælk! Fremover vil jeg indtage alle måltider siddende på en stol direkte under køleskabet. Så kan jeg lige læne mig til siden og smide tallerkenen i opvaskeren bagefter. Det bliver pisse godt.
  • At eje mit eget hjem! – sammen med Optimisten dog, som har forbløffende mange holdninger til, hvordan det skal indrettes, hvad er nu det?
  • At føle mig som sådan en voksen én, der går til generalforsamling i sin ejerforening. Så så man lige mig spørge ind til revisorpåtegningen og det fremsatte vedtægtsændringsforslag! Ok det gør jeg så nok ikke, der kommer sikkert til at være en ny sæson af en eller anden serie, jeg hellere vil bruge min onsdag aften på. But still!
  • At kunne sende Filosoffen udenfor og løbe krudtet af, når hun kl 19.10 på en almindelig tirsdag aften pisker rundt i stuen som en flue om en lampe (hvad sker der i øvrigt for det, hvorfor er lamper bare the shit for en flue at fise rundt om??). Så vil jeg med den største fornøjelse sige: “Løb og andre former for atletiske udfoldelser foregår på de dertil egnede udendørsarealer!”
  • At bo i stuen! Hold nu kæft hvor har jeg stået mange gange nede på gaden og opdaget, at vi har glemt Filosoffens hue eller vanter. Det har hver gang kostet en tur i H&M alene fordi jeg simpelthen ikke magtede at vade op til 4.sal igen for at hente dem! Så allerede dér kommer jeg jo til at spare en hel del ved at flytte – I skal bare se, om et år har vi råd til at rejse en uge sydpå for alle de penge, jeg ikke længere bruger på ting jeg ikke gider at hente oppe i det høje!
  • Ikke at kunne mærke trafikkens vibrationer i gulvet eller kunne høre 66’eren åbne og lukke dørene hvert 10. minut.
  • At få et gæsteværelse/kontor/opbevaring af ubestemmeligt inventar (shhh, det sidste ved Opstimisten ikke noget om, han tror vist bare han skal have sig et kontor med en virkelig behagelig kontorstol med armlæn og et hæve-sænkebord. Tsk, tsk! Han bliver klogere…)
  • At sidde i min virkelig upraktiske, men utroligt flotte lænestol i hjørnet af den nye stue og kigge ud på træerne og buskene og nyde at være til. Og måske skrive et blogindlæg. Hvis jeg kan løsrive mig fra trækronen.

    billede

    En skitsebog fra Tiger, som jeg tydeligvis burde eje…

Tid er det nye sort

Nå men øh, jeg gider så ikke rigtigt at arbejde. Altså ikke fordi jeg på det her punkt er vanvittigt unik, går ud fra at mange mennesker deler min følelse. Men det er sådan en lidt dybereliggende problematik, der ligger til grund for min arbejdslede for tiden.

Jeg har nemlig fundet ud af, at tid er det nye sort. Eller rettere, tid er den nye kapital. Det er ikke længere prestige-skabende at have penge, hvem har ikke det nu til dags? Næ, der hvor man virkelig kan måle forskellen på overskud og underskud er i TID! Faktisk er tid det, der skal til, hvis man vil opfylde alle samfundets forventninger til én som forælder og menneske (måske lige bortset fra den forventning, der handler om at bidrage til skatten…). Her er et udpluk af forventninger til det moderne menneskes liv, som kræver tid for at kunne opfylde:

  • Man skal tjekke forældreintra gerne en gang om dagen, minimum et par gange om ugen.
  • Man skal motionere minimum en halv time hver dag ved moderat til høj intensitet for at forblive sund.
  • Man skal helst lave maden fra bunden, hvis man vil være sikker på ikke at få for meget salt, for mange tilsætningsstoffer og for meget tilsat sukker OG hvis man gerne vil være en god rollemodel for børnene, skal man naturligvis også helst inddrage dem i madlavningen.
  • Man skal gerne have selvindsigt og indre ro, så det vil være optimalt at bruge lidt tid på at læse nogle selvhjælpsbøger og lave noget mindfulness og/eller yoga hver dag.
  • Man må for guds skyld ikke bruge iPaden som babysitter! I stedet skal man bruge tid sammen med børnene, minimum en time om dagen, på at fremelske deres kreative sider, så de får brugt deres fantasi og generelt føler sig set og anerkendt.
  • Man skal gerne læse med sine børn hver dag, så de får trænet de 120 mest hyppige danske ord og dermed bliver mere stærke i læsning. Som vi alle ved er læsning fundamentet for at blive en succes som voksen.
  • Herudover kommer lektier, der skal laves med voksenstøtte.
  • Hvis der er forældrekaffe/forældremøde/forældre-whatever på børnenes skole, skal man helst stille med en kage eller andet hjemmelavet. For himlens skyld ikke købekage! Det er prolle.
  • Huslige gøremål laver ikke sig selv (- med mindre man har en au pair, i så fald kan man springe denne forventning over og gå direkte til den næste…). Det er vigtigt at have et godt indeklima, så hyppig rengøring og udluftning er et must for at undgå astma og allergi.
  • Man skal i øvrigt også inddrage børnene i alle huslige gøremål, så de lærer at prioritere fællesskabet.
  • Som voksen i det moderne samfund skal man også helst have en hobby. Gerne en sportsgren, man går til en gang eller to om ugen, men ellers er anden hobby også accepteret. Især en form for kunsthåndværk eller håndarbejde, det er så palæo og autentisk! Desuden skal man jo også kunne skrive på sit cv, at man foretager sig noget i sin fritid og ikke bare ligger og stener Netflix hver aften!
  • Børnene skal i øvrigt også helst gå til en fritidsaktivitet et par gange om ugen. Det er vigtigt, at de har fællesskaber uden for skolen.
  • Men der skal også lige presses en legeaftale ind minimum én gang om ugen, da det forebygger mobning, hvis forældrene gør en aktiv indsats ved at støtte de sociale relationer.
  • Og hvor de 7-9 timers søvn, man som voksen skal have hver nat for at kunne fungere, skal presses ind henne, ved jeg virkelig ikke…

Hvis man skal gøre alt det her, er der jo nærmest ikke rigtigt tid til at arbejde, kan I nok se. Disse ting (og så at tolkemarkedet opfører sig som et svin for tiden) gør, at jeg tror jeg bør revurdere min arbejdsindsats. Den eneste vej frem jeg umiddelbart kan se, er at sige op, så jeg har bedre tid til at holde fri og være et moderne menneske. Så jeg må i gang med at spare op til forsørgelsen af resten af mit liv. Det, eller at vinde i lotto. Hvor sandsynligheden for at vinde er 1:98.000.000 (uden pis, jeg har undersøgt det). Ellers skulle jeg skifte Optimisten ud med en virkelig rig mand. Men jeg er nu ret glad for min Optimist og han bidrager også temmelig positivt til min mentale sundhed, så det dur nok ikke at skille mig af med ham…

Måske skulle jeg bare springe på hamsterhjulet igen og vente med at sige op til jeg har en lidt bedre løsning på problemet. Indtil da må jeg bare affinde mig med at være tidsforarmet. #underskudstype

wallsticker_ur_livet_har_saa_stor_vaerdi_version1_450-p

Wallsticker til ur fra dimaria.dk