10 mærkelige modediller, Preben ikke forstår

Preben ved godt, at han er komplet umoderne. Han læser ikke modeblogs eller -magasiner og ser primært DR2-programmer, så det er ikke meget mode han kommer i kontakt med i sin hverdag. Især ikke fordi hans alter-ego på ingen måde heller interesserer sig for mode. Så han har altså ikke den fjerneste anelse om hvad der er hot og hvad der not. Og han er heldigvis også helt og aldeles ligeglad. Men når han går på gaden sker det da en gang imellem at han kigger op og får øje på noget, der ligner en modedille. Og mange af dem er seriøst underlige – set fra hans perspektiv i hvert fald:

  1. Mavetasker. Hvad sker der for at de er blevet moderne igen?! Han husker tydeligt da jeg havde én – da jeg var 8 år i 1992…! Den var lyserød og med hele 90210-holdet på, hundrede procent egnet som udklædningsgenstand til 90’er-fest i Rødovre – ikke til at dominere bybilledet! Preben har bemærket, at den åbenbart skal sidde på skrå over skulderen for at være hot og altså ikke på maven, hvor den ellers hører hjemme. Det er da komplet fjollet, synes Preben. Det smarte ved dem var da at man ikke behøvede at afmontere den hver gang man skulle sidde ned eller have jakke på og af. Derudover skal den tilsyneladende også akkompagneres af en anden taske for at være smart. Det begriber Preben ikke. Altså hvad er der så i dén?? Hvorfor er det nu nødvendigt med TO tasker. Han er stået helt af.
  2. Charms til mobiltelefonen. I følge Preben er det både grimt og tåbeligt. Mobiltelefoner er til for at komme i kontakt med omverdenen, den er ikke til pynt. Det er også komplet upraktisk. Den kan ikke ligge fladt på et bord. Den hænger fast i alt i tasken eller lommen, når man skal have den op. Og det må da kilde i øret, når man taler i den, med alt det krimskrams hængende?! Men unge nu til dags taler vel heller ikke sammen længere, de sender en snap. Af deres penis. Tsk!
  3. Skjorter med flæser omkring skuldrene og hvor de nu ellers finder det passende at placere dem. Stop det. Preben får associationer til the Amish. Hvad bliver det næste – kyser og droscher??
  4. For korte bukser. Altså ikke sådan shorts-korte, bare lige præcis så korte, at man bliver i tvivl om om de er for små eller krympet i vask. I Prebens unge dage var det totalt prolle at have for korte bukser på. Det betød, at man højst sandsynligt havde arvet dem fra en fætter med kortere ben, så hvordan det kan være på mode nu er over hans forstand. Og så er de korte bukser i øvrigt ofte toppet med bare fødder i kondisko. De lugter sikkert pænt dårligt efter en hel dag med fødder svømmende i fodsved dernede. Men det er måske også moderne, hvad ved Preben.
  5. Højtaljede bukser i forvasket denim. Igen et ubehageligt gensyn med 90’erne. Preben bryder sig ikke om det. Han mener ikke at det gør noget godt for nogens figur – med mindre de vejer 30 kg.
  6. Overdimensionerede jakker. Mens bukserne er for korte er jakkerne for store. Så meget for store, at det ser ud som om de har lånt Prebens jakke faktisk. Han vil gerne have sin jakke for sig selv, tak.
  7. Bodystockings. Det har vist været på mode noget tid, men det gør det ikke mindre underligt i Prebens øjne. Bodystockings er til babyer og andre, der bruger ble. Han husker tydeligt hvor irriterende det var i 90’erne, når jeg havde bodystocking på. Det gnavede i lysken og man skulle være virkelig obs på ikke at tisse på enderne, når man var på das. Og trykknapperne forneden kom i karambolage med kønsdelene og…nej der er intet godt at sige om bodystockings efter Prebens mening.
  8. Stofnet som tasker. Det er da det eneste punkt, hvor Preben føler sig lidt hip med sit eget afblegede indkøbsnet fra Arbejdernes Landsbank. Han bruger det dog mest, når vi skal ned at handle.
  9. Skam. Nu gider Preben altså ikke at høre mere om den serie. Han har set de første 10 minutter af første afsnit for at se hvad al den hype handlede om. Han fandt aldrig ud af det. Mest af alt er han træt af midaldrende mænd, der finder deres anden ungdom i nogle norske teenageres problemer med kærester og bumser og ophøjer det til kunst af høj kaliber, vor herre bevares. Nej, hvis man vil se serier, skal det være dokumentarserier på drK og hvis man vil se kunst, kan man tage på Louisiana.
  10. Grød. Lad være med at ophøje grød til mad. Grød er til hvis man er baby eller lever i 1950’erne. Og det bliver ikke mere lækkert af at drysse chia-frø på, endnu en modedille. Superfood, min bare! Efter Prebens mening er det ganske enkelt ufatteligt at noget, der i 50’erne blev spist af nød for at spare penge i dag sælges som superfood til skyhøje priser. Det næste bliver vel erstatningskaffe solgt som gourmet, pff!

Preben har talt.

604737_185b4ceda94b45909cb4f7e4b82e1bda

Grafisk plakat fra grün.dk, som Preben ønsker sig til den nye lejlighed.

Status pt og noget om mennesketyper

Det er blevet forår!

Ikke i mit hoved, der er vi stadig et sted i midten af november. Men udenfor! Fuglene synger, træerne springer ud, luften er lun og mild. Det er helt fantastisk og det får mig næsten til at glemme, at alt herhjemme er kaos. Næsten.

Status pt: Stadig intet køkken, men det nærmer sig dog lige så stille. Der er stadig rodet og beskidt alle steder og jeg kan stadig ikke finde rene håndklæder og jeg har stadig angst ud over det hele. Jeg holder en pæn facade på jobbet, så der er ikke en kat der ser, hvor rædsomt det står til inden i. Ved ikke om jeg skal klappe mig selv på skulderen eller give mig selv en opsang for at sætte en facade op.

Nyeste kapitel i min Odyssé er, at jeg forleden dag fik stød af lampeudtaget, da jeg var ved at sætte filt op. Jeg tænkte, at jeg hellere måtte ringe til 1813, just in case. Jeg tror måske de hos 1813 er lidt traumatiserede efter noget dårlig omtale den sidste tid, så de vil fandeme ikke tage nogen chancer! Det resulterede så i en taxa, babubabu, til Hillerød sygehus for at blive undersøgt. ”Hvis du får det dårligt mens du venter på taxaen, så skal du ringe 112 med det samme!” Øh, ok så. Men der var absolut ingenting galt med mig, udover at min arm lige snurrede i et par timer efter…måske på grund af stødet, måske af udmattelse efter at have filet på umuligt tapet og rullet vævslim på væggene i de sidste 100 år.

En anden lille kuriøs detalje: Da vi overtog lejligheden, fik vi en særpræget form for lås med, der efter sigende skulle bruges til at reservere tid i vaskekælderen. Fino! Bortset fra, at den på ingen måde passer ind i systemet dernede… Låsen er rund, hullerne er firkantede. Føler mig hensat til 1-årsalderen og den forpulede puttekasse, der ikke ville samarbejde om at få den runde klods ned i det firkantede hul! Ejerforeningens formand delte dog på ingen måde min moro. Hun beskyldte mig i stedet for at have smidt den rigtige væk og prøve at snyde mig til en ny. Jeg lo lidt og sagde, at den måske ikke ligefrem var værd at lyve om. Det er den så åbenbart, da den skal speciallaves af Elektrolux og koster 600 kr…….. For en puttekasseklods?? Nu må de stoppe! Og tak for beskyldningen i øvrigt!

Beskyldninger er tilsyneladende det nye sort, her i Espergærde! Vi er flyttet fra den ene yderlighed til den anden, det var jeg da godt klar over. I går måtte man skide på fortovet – hvis altså man kunne nå det inden man blev beskudt af banderne; i dag bliver vi ringet op af ejerforeningen, hvis vi har et bræt stående udenfor opgangen i en halv time. Det er nye tider. Vi ville have ordentlige mennesker omkring os, og det fik vi så, bevares. Men måske de lige kunne skrue ned for beskyldninger og klager, så vi kan koncentrere os om at bygge et nyt køkken og den slags. Sagt i al venskabelighed, fra et ordentligt menneske til et andet.

Siden vi har overtaget lejligheden, er vi blevet beskyldt for mangt og meget. For at smide byggeaffald i storskraldscontaineren, fordi vi er dovne og ikke gider at køre på genbrugspladsen (nej mere fordi viceværten sagde, at vi kunne og fordi vi ikke har en bil), for at smide vores ting nede i gangen i kælderen, fordi vi ikke gider at rydde op efter os selv (nej, mere fordi det ikke er vores ting og vi ikke har plads til at opbevare den tidligere ejers møg, når der skal være plads til vores eget møg), for at benytte ufaglærte håndværkere (altså den ene af dem arbejder faktisk for dronningen, så de kan da lige ringe til hende og høre om hun har ansat en ufaglært østeuropæer til at passe sine slotte) og nu senest for at lyve om låsen til vaskekælderen for at snyde os til en ny. Wow, tænk sig engang at have så meget vrede inden i sig.

Alle de beskyldninger, der flyver gennem luften og al den emsighed, får mig til at tænke over mennesketyper. Interessant, at nogen mennesker har så travlt med hvad andre mennesker laver. Har de mon for meget tid? Hvorfor er de mon så vrede? Gør det mon fysisk ondt på dem, når der står et bræt? Og hvad får dem til at tænke det værste om andre? Nu bliver det måske lige lidt politisk her – eller måske nærmere filosofisk – men i bund og grund kan mennesker deles op i to grupper: de, der tror på det gode i mennesket og de, der ikke gør. Jeg har selv en fast og helt grundlæggende tro på, at mennesker alle er gode inden i. Så kan der være omstændigheder omkring os, der gør det virkelig svært at udøve det gode. Men det er omstændighederne, der påvirker mennesket til at handle som det gør – det kommer ikke indefra. Jeg hører fx fra Sladretasken, der bor oppe på 2.sal, at Ejerforeningsformanden åbenbart har det svært, der er vist sygdom i familien og det hele er lidt træls. Det må være hårdt. Det kan jeg sagtens sætte mig ind i. Og det kan få én til at fare op over småting. Det forstår jeg. Hun er ikke et dårligt menneske, hun har det bare svært. Ligesom mig. Så det ville være rart hvis forståelsen kunne gå den anden vej også.

Det er ikke fordi jeg siger, at vores nye naboer skal acceptere hvad som helst. Men jeg ville sætte stor pris på ikke at blive anklaget for ting jeg ikke har gjort eller få forkerte motiver skudt i skoene. Jeg er et godt menneske, også selv om jeg stiller brædder ude foran min opgang i to minutter. Jeg lyver ikke om puttekasseklodser, og det tvivler jeg stærkt på at nogen andre ville gøre. Så kære Ejerforeningsformand og andre emsige hoveder, take a chill pill, kig ud af vinduet og gentag efter mig: ”Det er forår og vi er alle sammen gode mennesker”.

forr

Lånt fra denstoredanske.dk

Flytteblues

Det er vist rigtig længe siden jeg skrevet noget herinde. Jeg overvejede at lave et ”siden sidst” indlæg igen, men synes alligevel jeg har mere på hjerte end ting i punktform. Men der kommer nok til at snige sig et par punkter ind her alligevel, jeg er jo så glad for lister.

Men siden sidst er vi i hvert fald flyttet! Halleluja! Dog var den nye lejlighed på ingen måde ”indflytningsklar” ved indflytningen… Halvdelen af gulvene er dækket af afdækningspap, fordi vi ikke er færdige med at male, badeværelset er kun halvt færdigt, der er ikke noget køkken og da vi flyttede ind var den ødelagte hoveddør stadig ikke blevet skiftet, så den første lille uge sov vi for ulåst dør, eftersom en udvendig hængelås ikke rigtigt lader sig låse indefra. Så vi valgte at stole på espergenserne – og Nordsjællands politi, som jo havde vist sig særdeles effektive en gang før – og simpelthen bare lade dør være dør.

Vi havde brugt de foregående to uger på at renovere-amok i den nye lejlighed, så den gamle lejlighed var blevet noget forsømt – aka vi havde ikke pakket noget som helst 3 dage inden flyttedagen. Så vi panik-pakkede i sidste øjeblik, så panikagtigt at jeg endte med at pakke de sko jeg skulle have haft på under flytningen, så jeg i stedet måtte flytte i hjemmesko… Men vi fik da flyttet alt vores habengut til den nye lejlighed og sad så tilbage, beskidte, trætte og lidt angste over at vi nu bor i Nordsjælland…!

Herefter fulgte kaos. Det sædvanlige flyttekaos, bare dobbelt-op på nederen, da der ikke er et eneste rum der helt fungerer optimalt. Her er rodet og beskidt over det hele og jeg har en gang eller to overvejet, om dette mon ville være årsag til en tvangsfjernelse, hvis myndighederne kom et smut forbi…men nu har vi da heldigvis fået en ny dør i, og den kan låses indefra, så de kan bare komme an!

Men jeg arbejder som bekendt ikke særligt godt med hverken rod eller snavs, OCD and all. Så jeg har det pænt stramt i øjeblikket. Min angst er all over the place med alverdens fysiske symptomer og jeg er så træt, at jeg kunne græde. Hvilket jeg også gør lidt en gang imellem, når ingen ser det. Det er godt nok lidt fjollet, for det hele er jo noget jeg selv har ønsket, higet efter oven i købet! Men at tackle forandringer er bare ikke min spidskompetence, heller ikke de gode, og slet ikke når det gælder min base derhjemme. Så jeg tager dagligt dybe indåndinger og forsøger at tænke på hvor godt det hele bliver. Engang. Om 400 år ca.

Jeg har derfor forsøgt at lave en mental plus-minus-liste, bare lissom for at få tømt hovedet – og måske også for at få de positive ting fremhævet lidt, så jeg ikke drukner helt i afdækningspap og byggestøv. Så her kommer den:

Negative ting:

  • Vores HELT NYE linoleumsgulv i køkkenet er blevet ødelagt af uforsigtige håndværkere. 7700 kr. lige ud af vinduet. Memo to future self: Drop sort arbejde…
  • Vi har ikke noget køkken.
  • Håndværkerne er stort set alle inkompetente, alkoholikere eller begge dele.
  • Vi er løbet tør for penge.
  • Jeg er meget meget træt af at spise pizza og mikroovnsmad allerede.
  • Jeg kan ikke finde halvdelen af mine ting.
  • Vi er løbet tør for rene håndklæder og har ikke mentalt overskud til at finde ud af hvordan vaskekælderen fungerer.
  • Da vi pillede malertape af loftet i Filosoffens værelse efter at have malet vægge fulgte større dele af loftet med. Altså ikke som i at loftet faldt ned – det sad lissom bare fast i malertapen. Så det skal males. Igen. Who am I kidding, det kommer jo ikke til at ske.
  • Der er en gadelygte lige ude foran vores soveværelsesvindue og vi har endnu ikke fået gardiner op. En uforudset ulempe ved at bo i stuen. Jeg overvejer at kaste en sten i al ubemærkethed og håbe på at vejvæsnet heroppe ikke er lige så effektive som politiet.
  • Vi spiser af plastikservice. Ikke så fedt at føle at man er på camping eller til forsamlingshusfest, når det har stået på i et vist stykke tid.

Positive ting:

  • Cheese dippers. Har lige opdaget dem.
  • Der er ikke noget opvask, eftersom vi smider al vores service ud efter brug.
  • Fuglene pipper lige ude foran mit vindue, kan ganske enkelt både se og høre foråret komme heroppe i Nordsjælland!
  • Jeg kan sidde i min sofa og kigge ud på træerne og himlen.
  • Optimisten og jeg er overraskende nok ikke ved at flå hovederne af hinanden. Eller, måske lidt, men vi holder stadig sammen, os mod håndværkere og andre krapyl.
  • Optimisten laver flotte skyggebilleder på væggen, når vi ligger i gadelygtens skær om aftenen.
  • Filosoffen tager hele flyttehurlumhejet med oprejst pande, ret så imponerende faktisk. Måske jeg kunne lære noget. Og hun er faldet rigtig godt til på den nye skole, hun er ganske enkelt blevet en helt anden pige! Det er næsten skræmmende faktisk, det siger virkelig noget om hvor skidt det stod til på den gamle skole!
  • Jeg nyder, at jeg ikke længere har dobbelttransport! Nu skal jeg kun med tog en halv time for at komme til og fra arbejde, det er jo det rene luksus!
  • Vi har fået sushi fra det nye sted nede i centeret, og vi kunne til vores lettelse konstatere, at det er lige så godt som det vi plejede at få på Nørrebro. Det er så vigtigt!
  • Da jeg kom sent hjem forleden aften efter en aftenopgave bemærkede jeg, at der er sådan rigtig natteluft i Espergærde, den dér helt friske, sprøde, helt særlige duft af nat, som der kun findes på landet.
  • Jeg har tabt en 3-4 kilo på en diæt bestående af søvnunderskud, chokoladekiks, kaffe og hårdt fysisk arbejde i tre uger i træk. Kan dog ikke umiddelbart anbefales, det har ikke været synderligt behageligt.
  • Jeg har noget at se frem til, for det kan ligesom kun gå fremad fra nu af… Som Filosoffen så klogt sagde en dag: ”Ih, jeg ville ønske at det var ferie i næste uge i stedet for denne uge!” Jeg: ”Nå da, hvorfor?” Hun: ”Fordi nu har jeg jo ikke noget at gå og glæde mig til!”. Og det er jo sandt! Glæden ved at glæde sig skal man ikke underkende. Så jeg er allerede begyndt at lave en liste over alle de ting jeg glæder mig til at spise, når vi engang får et køkken. Grøntsager for eksempel.
  • Jeg har bestilt et skab og et nyt spejl til badeværelset for mine sidste penge denne måned, og det var alle pengene værd!

 

Siden sidst #2

Elsker indlæg i punktform. Tiltaler min ordenssans. Og min dovenskab. Og så har jeg set hos de smarte bloggere, at det er in at lave sådan nogle serie-indlæg som man markerer med en havelåge. Så hermed siden sidst (#2):

  • Er jeg bestået mit første kandidatfag på lingvistik med et resultat i den øvre ende af skalaen. Man er tilfreds.
  • Har vi fået nøglen til lejligheden i Espergærde!
  • Har politiet sparket døren ind til lejligheden i Espergærde. Ved en fejl. Men man må da give dem, at de er ivrige efter at gøre deres job, politifolket oppe i Nordsjælland. Måske Københavns Politi kunne komme i lære.
  • Havde de spærret døren og udnævnt det til gerningssted, så vi ikke kunne komme ind i lejligheden før mandag. To dage, der kunne have været brugt på renovering, i stedet spildt og brugt på…ingenting.
  • Har jeg stenet Netflix i 8 timer i træk (!!) og spist 2 poser chips og et halvt kilo bland-selv-slik sammen med Optimisten. I ren frustration og apati over ikke at kunne renovere, mens vores lejlighed agerede gerningssted i politiets Cluedo.
  • Har vi besøgt Helsingør Politi og ventet en halv time på at de åbnede…(??). Mens vi ventede kunne vi underholde os med at se på meget unge mennesker vente på om de havde bestået deres teoriprøve. Var pludselig taknemmelig for at være der for at få ophævet en afspærring.
  • Har vi fået nøglen til vores lejlighed…igen…
  • Har jeg om-koordineret en million håndværkere! Eller tre, jeg har om-koordineret tre… Men det gjorde mig helt træt.
  • Har vi fået en underskrift og et stempel på, at vi har et erstatningskrav mod politiet. Politiet skylder os en ny dør. En form for omvendt konfiskering. Jeg kan lide det.
  • Har jeg meget ondt i min højre skulder efter at have filet energisk på noget tapet, der tilsyneladende har slået rødder. Svinetapet.
  • Har vi på grund af det uforudsete tilbageslag for renoveringsplanen måttet indkalde alt og alle til at hjælpe, om så det er min 80-årige svigerfar med dårlig ryg!
  • Har jeg helt ærligt fældet en lille frustrationståre i dag over det hele. Muligvis fordi jeg ikke havde fået nok at spise. Nogle gange er jeg ligesom et barn.
  • Har jeg glædet mig over snevejret: det giver sådan et godt arbejdslys…
  • Har jeg drukket varm kakao med flødeskum for første gang i umindelige tider. Det hjalp lidt på det hele. Havde glemt at kakao har den effekt.
  • Er min far begyndt at drikke igen. Man skulle tro at hans nærdødsoplevelse havde lært ham noget. Tilsyneladende ikke. Men det har lært MIG noget, så når jeg ikke lige renoverer og flytter og arbejder må jeg tænke over, om jeg skal cutte kontakten til min familie. Sådan for good. Jeg tror jeg er færdig.
  • Har jeg meget apropos og virkelig passende fået plads i en TUBA-gruppe (terapitilbud for voksne børn af alkoholikere). Det er sådan en internatgruppe, hvor jeg skal ud i en skov med en masse fremmede mennesker og en terapeut for at kickstarte terapiforløbet. Preben har sine tvivl om det nu også bliver rart for os. Jeg har sagt til ham, at det tjener et højere formål.
  • Er jeg startet på et nyt kandidatfag, makro-sociolingvistik. Tror det bliver spændende! Har dog lagt hårdt ud med at pjække i dag til fordel for min ven, spartlen. Følte ikke helt den satte pris på mit offer dog.
  • Er Filosoffens angst i bedring igen. Det har hjulpet betragteligt på det hele at hun har fundet sig en BFF i klassen. De fandt vist hinanden i en fælles begejstring for gnavere.
  • Kører der et program i baggrunden med en mand med tatoveringer og store overarme, der præsenteres med teksten: Dante, Tottenham-fan. Guddommeligt komisk, om jeg så må sige…
  • Har jeg, på trods af kuldsejlede renoveringsplaner, tilsyneladende endnu ikke mistet min sans for humor
  • Eller min beskedenhed

Mest af alt holder jeg af hverdagen

Så er julen forbi. Og det har været den bedste jul i 30 år, så er det sagt!
Jeg havde jo ellers ikke stor tiltro til mine evner som vært for en juleaften, men så har jeg heldigvis min elskede Optimist. Sammen fik vi ordnet alt, hvad der skulle ordnes, og gæsterne bidrog med godt humør og varme smil og ris a la mande. Maden var god, barnet var glad og Disneys Juleshow var som det plejer, så alt var godt. Ingen var fulde eller vrede eller kede af det, alt var bare rart. Muligvis er det sådan jul føles altid for alle dem, der ikke er vokset op i dysfunktionelle familier?

Jeg har ellers altid været skeptisk over for al den idyl andre mennesker har givet udtryk for i forbindelse med julen. Har ikke rigtigt stolet på, at nogen i virkeligheden havde det hyggeligt. Der er alt for meget, der skal ordnes og alt for mange ligegyldige gaver, der skal købes – det kan umuligt sådan for alvor være hyggeligt for nogen, har jeg tænkt.
Preben har især været om sig med brok over det hele – gaveræs og Vestens klamme overforbrug af både penge, mad og ikke mindst strøm til alle de overlæssede juleudstillinger. En højtid, der egentlig i fordums tid handlede om at fejre, at lyset snart vender tilbage, men senere blev til en kristen fejring af Jesu fødsel – hvor belejligt, at han lige valgte at blive født dér, hvor hedningene i forvejen plejede at holde fest – og nu nærmere har udviklet sig til en forbrugsfest, der handler om at rage til sig af mad og materielle goder. Og julemanden er i øvrigt opfundet af Coca Cola. Føj, siger Preben.
Jeg har altid forsøgt at tale ham lidt ned, har sagt til ham at julen jo også handler om det nære, at være sammen med familien og sådan nogle ting. Men når folk så har lagt billeder ud på de sociale medier af hvor forpulet dejligt de alle har det i deres flotte juletøj og med det perfekt pyntede træ med Georg Jensen-kuglerne i baggrunden, har både Preben og jeg kastet lidt op i munden på os selv.

Men i år har (lakrids)piben fået en anden lyd. Både Preben og jeg har hygget os og haft en virkelig dejlig jul. På vores egen måde. Vi havde lige et mindre dyk i humøret i løbet af eftermiddagen, da barnet begyndte at udvise almindelig utålmodighed over ventetiden inden gaverne skulle åbnes. Det havde vi det lige lidt stramt med, fik lyst til at råbe noget om de fattige og forældreløse, men Optimisten fik beroliget os. Han mener, at det er meget normalt at børn glæder sig til juleaften og gaverne. Det ved jeg jo ikke så meget om, jeg plejede mest at have ondt i maven indtil det var overstået. Det er godt at jeg har ham til at fortælle mig om normalværdierne. Så jeg faldt ned og prøvede i stedet at nyde Filosoffens glæde og iver. Og så sænkede julefreden sig og jeg fik lov til at opleve en rigtig juleaften, sådan én som de alle har talt om. Og jeg kan mærke, at det var begyndelsen på noget godt. Jeg tror nu på, at Filosoffen nok skal vokse op med mere rare minder om juleaften end jeg gjorde og det er nok den allerbedste julegave, jeg overhovedet kunne ønske mig.

Helligdagene efter var også dejlige. Vi lavede æbleskiver og så film og havde nattøj på hele dagen og spiste rester fra juleaften. Anden juledag lå vi i sengen alle tre og kiggede på plantegningen over vores nye lejlighed og kom lidt for sent til julefrokosten hos Optimistens søster, men det gjorde ingenting, for alle var glade.

Nu er det så hverdag igen, og det er nu også meget rart. Det er lidt ligesom at komme hjem under dynen kl.4 om morgenen efter en bytur, kvalm og svimmel og med hylen for ørerne. Jul er dejligt, men det er også rart at vende tilbage til hverdagen. Julepynten er pillet ned og grannålene støvsuget op, vaskemaskinen kører og køleskabet er fyldt med grønsager. Barnet er sur, fordi hun ikke må spille på iPaden og Optimisten og jeg skændes over noget ligegyldigt. Det er så deprimerende og dog så velkendt. Mest af alt holder jeg af hverdagen.