Siden sidst #2

Flytteblues

Det er vist rigtig længe siden jeg skrevet noget herinde. Jeg overvejede at lave et ”siden sidst” indlæg igen, men synes alligevel jeg har mere på hjerte end ting i punktform. Men der kommer nok til at snige sig et par punkter ind her alligevel, jeg er jo så glad for lister.

Men siden sidst er vi i hvert fald flyttet! Halleluja! Dog var den nye lejlighed på ingen måde ”indflytningsklar” ved indflytningen… Halvdelen af gulvene er dækket af afdækningspap, fordi vi ikke er færdige med at male, badeværelset er kun halvt færdigt, der er ikke noget køkken og da vi flyttede ind var den ødelagte hoveddør stadig ikke blevet skiftet, så den første lille uge sov vi for ulåst dør, eftersom en udvendig hængelås ikke rigtigt lader sig låse indefra. Så vi valgte at stole på espergenserne – og Nordsjællands politi, som jo havde vist sig særdeles effektive en gang før – og simpelthen bare lade dør være dør.

Vi havde brugt de foregående to uger på at renovere-amok i den nye lejlighed, så den gamle lejlighed var blevet noget forsømt – aka vi havde ikke pakket noget som helst 3 dage inden flyttedagen. Så vi panik-pakkede i sidste øjeblik, så panikagtigt at jeg endte med at pakke de sko jeg skulle have haft på under flytningen, så jeg i stedet måtte flytte i hjemmesko… Men vi fik da flyttet alt vores habengut til den nye lejlighed og sad så tilbage, beskidte, trætte og lidt angste over at vi nu bor i Nordsjælland…!

Herefter fulgte kaos. Det sædvanlige flyttekaos, bare dobbelt-op på nederen, da der ikke er et eneste rum der helt fungerer optimalt. Her er rodet og beskidt over det hele og jeg har en gang eller to overvejet, om dette mon ville være årsag til en tvangsfjernelse, hvis myndighederne kom et smut forbi…men nu har vi da heldigvis fået en ny dør i, og den kan låses indefra, så de kan bare komme an!

Men jeg arbejder som bekendt ikke særligt godt med hverken rod eller snavs, OCD and all. Så jeg har det pænt stramt i øjeblikket. Min angst er all over the place med alverdens fysiske symptomer og jeg er så træt, at jeg kunne græde. Hvilket jeg også gør lidt en gang imellem, når ingen ser det. Det er godt nok lidt fjollet, for det hele er jo noget jeg selv har ønsket, higet efter oven i købet! Men at tackle forandringer er bare ikke min spidskompetence, heller ikke de gode, og slet ikke når det gælder min base derhjemme. Så jeg tager dagligt dybe indåndinger og forsøger at tænke på hvor godt det hele bliver. Engang. Om 400 år ca.

Jeg har derfor forsøgt at lave en mental plus-minus-liste, bare lissom for at få tømt hovedet – og måske også for at få de positive ting fremhævet lidt, så jeg ikke drukner helt i afdækningspap og byggestøv. Så her kommer den:

Negative ting:

  • Vores HELT NYE linoleumsgulv i køkkenet er blevet ødelagt af uforsigtige håndværkere. 7700 kr. lige ud af vinduet. Memo to future self: Drop sort arbejde…
  • Vi har ikke noget køkken.
  • Håndværkerne er stort set alle inkompetente, alkoholikere eller begge dele.
  • Vi er løbet tør for penge.
  • Jeg er meget meget træt af at spise pizza og mikroovnsmad allerede.
  • Jeg kan ikke finde halvdelen af mine ting.
  • Vi er løbet tør for rene håndklæder og har ikke mentalt overskud til at finde ud af hvordan vaskekælderen fungerer.
  • Da vi pillede malertape af loftet i Filosoffens værelse efter at have malet vægge fulgte større dele af loftet med. Altså ikke som i at loftet faldt ned – det sad lissom bare fast i malertapen. Så det skal males. Igen. Who am I kidding, det kommer jo ikke til at ske.
  • Der er en gadelygte lige ude foran vores soveværelsesvindue og vi har endnu ikke fået gardiner op. En uforudset ulempe ved at bo i stuen. Jeg overvejer at kaste en sten i al ubemærkethed og håbe på at vejvæsnet heroppe ikke er lige så effektive som politiet.
  • Vi spiser af plastikservice. Ikke så fedt at føle at man er på camping eller til forsamlingshusfest, når det har stået på i et vist stykke tid.

Positive ting:

  • Cheese dippers. Har lige opdaget dem.
  • Der er ikke noget opvask, eftersom vi smider al vores service ud efter brug.
  • Fuglene pipper lige ude foran mit vindue, kan ganske enkelt både se og høre foråret komme heroppe i Nordsjælland!
  • Jeg kan sidde i min sofa og kigge ud på træerne og himlen.
  • Optimisten og jeg er overraskende nok ikke ved at flå hovederne af hinanden. Eller, måske lidt, men vi holder stadig sammen, os mod håndværkere og andre krapyl.
  • Optimisten laver flotte skyggebilleder på væggen, når vi ligger i gadelygtens skær om aftenen.
  • Filosoffen tager hele flyttehurlumhejet med oprejst pande, ret så imponerende faktisk. Måske jeg kunne lære noget. Og hun er faldet rigtig godt til på den nye skole, hun er ganske enkelt blevet en helt anden pige! Det er næsten skræmmende faktisk, det siger virkelig noget om hvor skidt det stod til på den gamle skole!
  • Jeg nyder, at jeg ikke længere har dobbelttransport! Nu skal jeg kun med tog en halv time for at komme til og fra arbejde, det er jo det rene luksus!
  • Vi har fået sushi fra det nye sted nede i centeret, og vi kunne til vores lettelse konstatere, at det er lige så godt som det vi plejede at få på Nørrebro. Det er så vigtigt!
  • Da jeg kom sent hjem forleden aften efter en aftenopgave bemærkede jeg, at der er sådan rigtig natteluft i Espergærde, den dér helt friske, sprøde, helt særlige duft af nat, som der kun findes på landet.
  • Jeg har tabt en 3-4 kilo på en diæt bestående af søvnunderskud, chokoladekiks, kaffe og hårdt fysisk arbejde i tre uger i træk. Kan dog ikke umiddelbart anbefales, det har ikke været synderligt behageligt.
  • Jeg har noget at se frem til, for det kan ligesom kun gå fremad fra nu af… Som Filosoffen så klogt sagde en dag: ”Ih, jeg ville ønske at det var ferie i næste uge i stedet for denne uge!” Jeg: ”Nå da, hvorfor?” Hun: ”Fordi nu har jeg jo ikke noget at gå og glæde mig til!”. Og det er jo sandt! Glæden ved at glæde sig skal man ikke underkende. Så jeg er allerede begyndt at lave en liste over alle de ting jeg glæder mig til at spise, når vi engang får et køkken. Grøntsager for eksempel.
  • Jeg har bestilt et skab og et nyt spejl til badeværelset for mine sidste penge denne måned, og det var alle pengene værd!

 

2 kommentarer

  • Maria

    Skønt at høre livstegn!! Det har været savnet… fra én “forandringer-er-roden-til-alt-ondt-og-giver-mega-angst” type til en anden; giv tid, og giv ro. Det bliver godt! Og det finder hoved og krop også ud af med tiden 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Siden sidst #2