Ensomhed, du gamle ven

Forleden tolkede jeg på en uddannelse, hvor emnet for undervisningen var socialt netværk. De studerende skulle lave en tegning af deres eget sociale netværk som en slags spindelvæv med de nærmeste relationer inde i midten og de mere perifere, ja ude i periferien. Det gav mig noget at tænke over – over mit eget sociale netværk og hvem der er i det.
Jeg er ikke som sådan en enormt social type. Faktisk tværtimod er jeg nok nærmere ret så introvert og vil helst undgå fremmede mennesker og dertil hørende smalltalk. Jeg ønsker ikke en kæmpe bekendtskabskreds, der skal passes hele tiden, men jeg vil gerne have få, meget tætte venner. Dem som jeg kalder for min selvvalgte familie. Og det er egentlig også lykkedes mig meget godt i mine unge år (siger jeg, og lyder som om jeg er 80…), men her i 30’erne holder det altså lidt hårdere.

Alle har jo fået børn eller fuldtidsjobs eller begge dele, så deres tid er naturligvis begrænset. Og det er jo også fair nok, det samme har jeg jo selv, men det er problematisk, når man som jeg ikke trives så godt med de perifere venskaber. For problemet er nu, at jeg ser mine venner forholdsvist sjældent. Og når vi så endelig ses, er der jo en million ting, der skal tales om – og ærlig talt bliver det mest til en slags opremsning af, hvad vi hver især har lavet i de sidste to måneder i stedet for reelt nærvær. Og så er det, at jeg går hen og bliver mundlam – eller…mundlam bliver jeg sgu nok aldrig, men tilbageholdende er måske nærmere det rigtige ord. For jeg orker det næsten ikke; at skulle opdatere dem. Jeg vil gerne gå i dybden med en følelse eller en tanke, men først er jeg nødt til at fortælle hele forhistorien – og det kan jeg næsten ikke overskue. Så hellere bare stene Netflix med Optimisten derhjemme, det ved man da hvad er…

Derudover synes jeg, at samværet med vennerne i 30’erne mest er begyndt at handle om at fortælle succeshistorier til hinanden. Hvornår skete det lige? Da vi var yngre havde vi ingen problemer med at græde snot over for hinanden, hvis kæresten var træls eller tandpastatuben tom. Men nu handler det hele om at være tjekket – på den totalt uperfekte, tilfældigt lækre, tilfældigt-cool-bare -fordi-jeg-er-født-sådan-og slet-ikke-fordi-jeg-anstrenger-mig-måden. Jeg så forleden et afsnit af Girls, hvor Marnie og Hannah (som er de to hovedpersoner, til jer der ikke har set den. Men se den lige!) begge har haft en virkelig lortedag, men da de taler i telefon sammen om aftenen lyver begge og siger at dagen har været helt fantastisk. Hvorfor gør de det? Måske fordi de, i disse selviscenesættende tider, gerne vil virke som om de har styr på det hele. Eller måske bare fordi de simpelthen ikke orker. At fortælle det hele og, mest af alt, at skulle forholde sig til venindens holdninger og tanker om det hele.

Men uanset hvad, så er dette opskriften på ensomhed. Det giver en følelse af, at spindelvævet er snævret ind til kun den inderste sekskant. Jeg føler mig ikke ensom sammen med Filosoffen og Optimisten, men de er (undskyld, elskede familie) ikke nok. Jeg har også brug for andre input, jeg har brug for at blive spejlet i min hverdag og snakke om, hvordan vi alle får det her hamsterhjul til at rulle uden at gå i selvsving og falde af. Jeg har brug for nogle flere lag af sekskanter, der kan fortælle mig, at jeg ikke er den eneste, der kæmper. At jeg ikke er den eneste, der har svært ved at leve op til tilfældigt-lækker-og-god-mor-på-den-afslappede-og-uanstrengte-måde.

Jeg har jo heldigvis min Kusseklub, sammen med bl.a. Fruen og tre andre dejlige damer. Forleden lagde den ene af Kusserne et indlæg fra Lortemor ind i vores fælles Whats app-gruppe. Indlægget handler om at række ud når man har brug for hjælp. Det affødte en samtale derinde om at være sikkerhedsnet for hinanden, når man falder. Vi var alle enige om, at selvfølgelig vil vi gerne hjælpe hinanden og vil altid stå klar, hvis nogen rækker ud! Men det interessante er bare, at ingen af os gør det, rækker ud. På trods af at vi alle for tiden faktisk befinder os i større eller mindre grader af livskrise. Alligevel er der ingen af os, der beder de andre om hjælp. Hvorfor? Er det angsten for, at de andre dømmer? Er det fordi vi ikke vil være til besvær? Er det fordi der er andre, tættere, relationer, der hjælper i stedet? Jeg ved det ikke, men jeg synes det er ærgerligt at vi ikke bruger hinanden noget mere.
Når der aldrig er nogen, der rækker ud, fodrer det også ensomheden. Men hvad værre er, det fodrer følelsen af at være den eneste, som har brug for hjælp. Hvilket hæmmer modet til at bede om det. Og så har vi her en lukket ensomhedscirkel.

Jeg ved ikke om ensomheden måske bare er et grundvilkår, når man er vokset op i en dysfunktionel familie, specielt som enebarn, men i hvert fald rammer den hårdere, når både den biologiske og den selvvalgte familie er fraværende. Jeg har nemlig altid drømt om at have en familie, altså ikke bare sådan en mor-far-børn-familie, men et helt spindelvæv af familie. Som man holder påskefrokoster og jul og ferier sammen med. Jeg har forgæves forsøgt at få min selvvalgte familie med på idéen om fælles ferier og julefrokoster og kontinuerlig deltagelse og støtte i hinandens liv, men de har jo alle deres eget spindelvæv og egne forestillinger om, hvordan ferier skal holdes og hvem der skal holde dem i hånden, når de skal til tandlægen.

Så jeg er kommet frem til at jeg nok snart må i gang med at producere nogle flere børn. Så kan den inderste sekskant i det mindste blive udvidet lidt. Og så har jeg fået et tilbud fra TUBA (terapitilbud til børn af alkoholikere) om at komme med i en terapigruppe, hvor man sammen med andre voksne børn fra dysfunktionelle familier kan bearbejde den der forpulede ensomhed. Og hvem ved, i en gruppe af folk, der alle savner familier, kan jeg måske finde nogen, der har lyst til at agere sekskant i mit spindelvæv?