Det hele på én gang

Jeg har så meget på hjerte at det måske i virkeligheden burde udkomme i flere indlæg, men lige nu ligger det hele ovenpå hinanden i lag, eller nærmere i et stort net, filtret ind i hinanden, så jeg ikke ved hvor det ene ender og det andet begynder. Så her kommer det hele, på én gang.Jeg arbejder på min (arbejds)identitet i øjeblikket.

Beslutningen om at sige ja tak til phd’en har naturligvis en betydning for hvordan jeg opfatter mit arbejde som tolk. Og selvfølgelig har uroen på tolkemarkedet også en effekt.  Det ene øjeblik begræder jeg dybt at skulle omstille mig fra tolke-identitet til akademiker-identitet og det næste øjeblik kan jeg slet ikke vente med at kaste mig over mit nye arbejdsliv.

Jeg befinder mig på nogle punkter virkelig godt i rollen som tolk: Jeg elsker selve puslespillet i oversættelsen fra det ene sprog til det andet, jeg elsker at komme ud og opleve ting jeg ellers aldrig ville have oplevet, jeg elsker at få ny og overraskende viden om og indsigt i andre menneskers liv på en måde jeg ellers aldrig ville have fået. Men samtidig er det så benhårdt at arbejde med mennesker. Der er ikke plads til at have en dårlig dag. Der er ingen stabilitet eller forudsigelighed; jeg ved sjældent hvordan den næste uge eller endda dag eller time kommer til at se ud – aflysninger, ændringer, nye bestillinger gør det hele til et stort kaos af uforudsigelighed. Og så er der hele relationsarbejdet: Det kræver en helt særlig balance mellem at investere nok af sig selv i arbejdet så brugeren føler sig tryg, men ikke at investere så meget at man mister sig selv. Og jeg må ærligt indrømme at jeg ikke styrer den balancegang særligt godt. Jeg gør nærmest vold på mig selv hver gang jeg på ny omstiller mig til en ny bruger med et nyt behov. Hvis jeg har en dårlig dag er der ingen kære mor: På med smilet og indlevelsen. Og jeg er pisse god til det! Men jeg hader det. Når jeg kommer hjem føler jeg mig indimellem beskidt, brugt, udkørt. Jeg har investeret hele mig og så lige 10% ekstra i opgaven – og nu er der så ingenting tilbage til familien. Eller mig selv!

Så jeg glæder mig til at blive kontormus, der mest bare skal sidde bag en skærm, have en fast arbejdsplads, som ligger det samme sted altid, hvor jeg ved hvor kaffen står og hvor mit næste måltid skal komme fra. Hvor det er tilladt at have en dårlig dag, hvor man ikke behøver at smile og konversere, hvor mit arbejde ikke er 100% styret af et andet menneskes behov. Det bliver nice. Nu er der kun et år og nogle måneder til.

Men selv om jeg efterhånden er ok afklaret med det kommende jobskifte, er det hårdt. Det første man bliver spurgt om, når man møder nye mennesker er “Nå, hvad laver du så?”. Ens arbejde er så stor en del af ens identitet, at man ikke engang siger: “Jeg arbejder med [tegnsprogstolkning]”, man siger: “Jeg er [tegnsprogstolk]”. Man er i høj grad sit arbejde. Så at skifte arbejdsområde er noget af en forandring! Det er ikke bare et spørgsmål om hvad jeg udfylder mine dagtimer med, det er et spørgsmål om hvem jeg er. Det er et hamskifte. Og min tegnsprogstolke-ham sidder ret stramt, så det er ikke bare lige sådan at vrikke den af mig.

Al denne (arbejds)identitetskrise resulterer naturligvis i en god omgang angst. Så den arbejder jeg også lige lidt med i øjeblikket, med varierende succes. Gider egentlig ikke rigtigt at gøre et stort nummer ud af det, men nu er det da i hvert fald nævnt.

Og så er der Filosoffen, der er blevet tween over night. Hendes udstråling har ændret sig, hendes manerer, måde at tale på, selv hendes bevægelser er anderledes og mere voksne. Lige indtil de ikke er og hun kravler op på mit skød og maser næsen ned i min hals. Eller smider sig i en flitsbue på gulvet fordi hun ikke må se mere tv. Jeg ser til med stor forundring. Hvad sker der dog med min lille pige?? Hun er nok bare i gang med at udvikle sig fra lille til stor pige, og hendes ham er måske, ligesom min, også ret svær at få af. Men du godeste, et cirkus. Hendes reaktion på livets store forandringer er jo (surprise, surprise) angst, ligesom hendes mødrene ophav. Så det har vi også arbejdet en del med på det sidste. Det er sådan en hønen eller ægget-situation. Får hun mon angst, fordi jeg har det, eller får jeg angst fordi hun har det? Eller er der ingen sammenhæng?
Jeg ved det ikke, men i hvert fald er hendes angst nu på et niveau hvor Optimisten og jeg ikke længere kan tackle det alene. Så vi er i gang med at undersøge behandlingstilbud til børn med angst – og samtidig i gang med at omlægge madbudgettet for at finde ud af hvordan vi lige mønstrer 15-20.000 kr. til et behandlingsforløb. Det ustabile tolkemarked og det svingende udbud af opgaver hjælper ikke just på det. Begynder at overveje det dér sugardating, det skulle efter sigende give meget godt…

Men bortset fra det har jeg det egentlig meget godt. Er glad for mit praktikforløb hos Dansk Sprognævn. Tager et spændende fag på uni (kriminallingvistik – næsten som at være detektiv, bare nu med sprog). Vi har fået lavet nogle forbedringer i lejligheden, der fungerer virkelig godt – det er som om man altid lige skal bo et sted et stykke tid før man helt kan se og mærke hvad der fungerer og hvad der ikke gør. Ser en  hel del til min veninde, der også lige er gået selvstændig som tolk, så det er virkelig rart at have én at sparre, filosofere og drikke kaffe med – i disse tider med babyboom i omgangskredsen, hvor voksenkontakt med andre end Optimisten har været en mangelvare.

Så konkluderende kan man sige at der da vist er nok at se til i det her liv. Jeg kunne også snildt have skrevet om Sprognævnets udflytning til Bogense, min holdning til OK18, mit arbejde i tolkeforeningen Skopos med at formulere inputs til den kommende omstrukturering af tolkemarkedet, at jeg har afleveret den endelige artikel til DDL og nu skal i gang med at forberede den tilhørende konference i Hamborg til maj. Jeg går ikke ned på ting at tage mig til i hver fald. Jeg har også læst en masse skønlitterære bøger de sidste par måneder, men den største oplevelse er klart Leonora Christina Skovs “Den der lever stille”. Læs den!

Og med denne anbefaling var det vist det hele. Så god Påske til jer! Over and out.

Tabu, siger du? Hell no!

Tabuer gør mig edderspændt rasende! Lige meget hvad det er, stort eller småt, fra psykisk sygdom til kønsbehåring, hvis du siger til mig at jeg ikke må tale om det, bliver jeg simpelthen så arrig!

Det er jo egentlig ikke så underligt at jeg har det sådan. Som barn af en alkoholiker var det nemlig det altoverskyggende tema: “Du må ikke snakke med nogen om det”. I min familie lå alle de uudtalte ting som et tykt tæppe hen over det hele, så det var helt svært at trække vejret. Vi måtte ikke tale om at far drak, slet ikke til fremmede men heller ikke indbyrdes. Vi måtte ikke tale om at være kede af det. Vi måtte ikke tale om at det var svært og hårdt og uretfærdigt, når jeg ikke kunne have venner med hjem fordi far var fuld. Vi måtte ikke tale om at det var pinligt, når far var fuld til skole-hjem-samtalen. Vi måtte ikke tale om at det var svært, når min fødselsdag/juleaften/[indsæt selv vigtig begivenhed] blev aflyst eller bare ødelagt af at far var fuld. Vi måtte ikke tale om ting, der kunne gøre far ked af det, så han ville drikke sig fuld. Min opvækst var kort sagt én lang perlerække af tabuer og usagte ting. Jeg har aldrig fået lov til at få luft for de ting der bekymrede mig, gjorde mig vred eller ked af det eller bange.

Nu er jeg voksen. Men når nogen siger til mig at der er noget jeg ikke må tale om, bliver jeg 5 år igen. Jeg.kan.ikke.have.det. Jeg overvældes af en enorm vrede, nærmest raseri og jeg får lyst til at råbe og skrige og tude uretfærdigheden for de sidste 33 år ud!

Så det giver altså vældig god mening at jeg reagerer som jeg gør, når noget bliver stemplet som tabu. Men efter at have analyseret mig selv og “holdt mig på min egen banehalvdel”, vil jeg gerne lige spørge sådan helt uden følelsesudbrud og med brug af vores sunde fornuft: Bliver noget nogensinde bedre af at man ikke taler om det? Nej.
Jeg ved godt fra min egen og Filosoffens angstbehandling, at nogle ting (angst) helst ikke skal “vandes” for meget, for så gror angsten bare større og større. Så langt er jeg med: Jo mere man taler om noget, jo større bliver emnet også.

Men betyder det så at angst eller andre lignende svære emner så bare skal ties ihjel og aldrig bør tales om? Nej! Havde kvinder fået stemmeret, hvis ingen havde turdet at tale om kvinders rettigheder? Havde LGBT-folket fået rettigheder og anerkendelse, hvis der aldrig var Pride-parade? Var raceadskillelsen blevet ophævet i USA, hvis Rosa Parks bare havde holdt sin kæft og flyttet sig i bussen? Nej! Det kan godt være at visse ting ikke bliver bedre af at man taler om dem, men én ting er i hvert fald hundrede procent sikkert: Hvis man aldrig taler om det, kan man være helt sikker på  at intet bliver bedre!

Nu er det naturligvis ikke store samfundsemner som kvindefrigørelse og racediskrimination der fylder i min hverdag. Men jeg har flere gange i mit arbejdsliv oplevet at få “mundkurv” på inden for et eller andet emne, oftest hvis jeg har ønsket at udtrykke frustration eller bekymring over noget. Og det er dét, der virkelig kan få mig op i det røde felt! Faktisk så meget, at jeg har forladt to arbejdspladser delvist på grund af det. Jeg er med på at man gerne må holde igen med brok og negative tanker og lade være med at opildne til en dårlig stemning på arbejdspladsen. Men at man ikke må tale om ting, der er svære eller hårde, det rammer direkte ned i mine blødende sår fra barndommen – og så i øvrigt i min lidt for veludviklede retfærdighedssans.

Det var vist dagens ‘øf’.

Antennebarn og tegnsprogstolk

For jer, der ikke lige er beriget med en alkoholiseret far og et terapiforløb med dertil hørende vokabular, vil jeg gerne præcisere hvad jeg mener med “antennebarn”. Et antennebarn er et barn, der er vokset op i en familie, hvor der konstant er behov for at have “antennerne ude”, hele tiden fornemme rummet, stemningen og menneskene. Hele tiden prøve at aflæse om der er en katastrofe på vej, et skænderi under opsejling, nogen der ikke har det godt.

Sådan én er jeg. Jeg er faktisk så vant til at aflæse og mærke andre menneskers følelser, at jeg ikke kan mærke mine egne. Det har jeg aldrig lært. Jeg er i stedet som en kamæleon, der instinktivt fornemmer mine omgivelser og straks tilpasser mig.

Det er både en velsignelse og en forbandelse. Det gode er at jeg ofte får at vide at jeg har sådan et behageligt væsen og er så god til at passe ind i alle situationer som tolk. Problemet med det er jo bare at det ikke er mig de taler om, det er den tilpassede version af mig. Indimellem bliver jeg i tvivl om, om der overhovedet findes et “rigtigt” mig? En anden ting er også, at alt det antennepejling simpelthen gør mig så træt. Det tager så sindssygt meget energi fra mig hele tiden at have mærke de andre og være på. At være “omgængelig og behagelig” hele tiden.

Set i det lys er det virkelig dumt at arbejde som tegnsprogstolk. Faktisk i det hele taget at arbejde med mennesker… Og nu oven i købet som selvstændig, der kræver networking i en helt anden kaliber end før! Man kan selvfølgelig sige at det burde jeg nok have indset for lang tid siden. Men jeg havde kun set den positive side af at være helt alene i min egen virksomhed: En af grundene til at jeg gerne ville være selvstændig, er mit kæmpe behov for at være usynlig.

There, I said it! Jeg vil bare så utroligt gerne gemme mig og ikke behøve at forholde mig til nogens krav og forventninger. Jeg vil så nødigt være til besvær. (Sagde hende, der har en blog og gerne taler meget og længe…). Jeg ved godt det virker lidt paradoksalt. Men hele min opvækst har succeskriterie nr 1 altid været ikke at blive bemærket. Ikke lave ballade i skolen, ikke at kræve for meget opmærksomhed, ikke være til besvær. Det var der ikke plads til, for den rolle var allerede besat af min far. Så jeg var sådan et “behageligt og omgængeligt barn”, som de sagde.

Så jeg troede at hvis jeg nu bare blev selvstændig tolk, ville jeg ikke behøve at forholde mig så meget til andre mennesker. Kolleger, chefer, koordinatorer, samarbejdspartnere, brugere. At der ville være færre mennesker at mærke og forholde mig til hele tiden. Og det er der da også. Men nu skal jeg så i stedet networke. Mingle. Med mere eller mindre fremmede mennesker. “Skabe mig et navn”. I en verden hvor alle kender alle. Og hvor forholdet til samarbejdspartnerne er af en helt anden nødvendighed end før. Gisp.

Så jeg googler, lige i øjeblikket. “Jobs uden menneskelig kontakt”. “Arbejde man kan lave derhjemme”. Jeg begynder at overveje at slå mig ned som hundekrog, mon ikke det giver meget godt?

 

 

Ting jeg er ked af i øjeblikket

  • At juleferien er slut. Ja lidt sent at erkende, men det er først gået rigtigt op for mig nu.
  • At tolkemarkedet er lort. Jeg elsker mit arbejde, men jeg har så meget lyst til at råbe PIK og skride! For dem, der ikke lige er totalt opdaterede på tolkemarkedet kommer her en liste over hvad der er galt med det: 1. Udbudsrunder, på et marked hvor det ikke er slutbrugeren der betaler. 2. Forsøg på monopolisering fra markedets største firma ved at dumpe den eneste pris på markedet, der ikke er udbudsstyret 3. Fyringsrunder i op til flere firmaer 4. Svindende antal døve (og dermed tolkeopgaver) på grund cochlear implant, der giver døve en form for hørelse 5. Myndigheder, der fraråder brug af tegnsprog til børn med cochlear implant, fordi det skulle “ødelægge” deres sprogtilegnelse (mens det anbefales at bruge babytegn til hørende babyer, fordi det stimulerer deres sprog…verden er mærkelig) 6. Highjackere, der skævvrider markedet ved at ansætte tolke i underbetalte freelancestillinger 7. Tolke, der på grund af usikkerheden på markedet går i panik og tror at alle andre tolke er ude på at stjæle deres opgaver.
    Så…PIK ligger lige på tungen af mig hele tiden – om jeg så må sige…
  • At mit Tuba-forløb er slut. Jeg har åbenbart en rimeligt lang latenstid, for nu hvor det er slut, er jeg kommet i tanke om hvor fucked up jeg egentlig er og hvor meget jeg har brug for terapi.
  • At Filosoffen har det svært for tiden. Formodentlig fordi jeg selv har det svært. Forpulede små spejle, er de børn jo.
  • Januar. Uddybning næppe påkrævet.
  • Optimisten stadig er arbejdsløs og begynder at overveje et job på månen. Eller bare Nyborg, men det er jo nærmest det samme. Så han ville skulle være væk hjemmefra hver.eneste.weekend. Den lader vi lige stå et øjeblik.

Siden sidst #6

Ok, det her må uden tvivl være den længste periode jeg har lavet “siden sidst”-indlæg over – noget der ligner et halvt år nærmest! Men synes ligesom jeg er nødt til at lave en form for opsummering for at kunne komme videre; en form for genstart eller noget efter den virkelig lange tavshed herinde. Så here we go, siden sidst:

  • har jeg på rekordtid lavet optagelser til, skrevet, redigeret og fremlagt mit forskningsprojekt (noget der ligner 3 måneders arbejde på 14 dage), fordi jeg hele tiden blev åndet i nakken af projektkoordinatoren, der mellem linjerne lod mig vide at jeg var grundigt bagud i forhold til alle de andre projektdeltagere. Jeg kom nemlig først ind i projektet halvvejs og de andre havde derfor været i gang med deres forskningsartikler i et halvt år allerede. Så jeg speed-transkriberede, -analyserede, -diskuterede, -konkluderede og -perspektiverede, og afleverede (pligtopfyldende som jeg er, endda en måned før deadline, fordi jeg jo vidste at der skulle være tid til peer reviewing og korrekturlæsning) med sved på panden og grundigt søvnunderskud…blot for at få at vide, at deadlinen var udskudt med tre måneder, fordi de andre deltagere havde brug for mere tid. Jeg var ikke bitter overhovedet.
  • har jeg desuden konstateret, at jeg aldrig mere skal lave forskningsarbejde for en politisk interesseorganisation… Har befundet mig i indtil flere diskussioner om, hvorvidt man kan lave om på fagudtryk så de lyder mere pæne eller om man kan analysere på en lidt anden måde, så resultaterne fremstår bedre. For at gøre en meget lang diskussion kort, så nej, det kan man ikke. Jeg er ikke Penkowa og resultater kan ikke forudbestilles eller opfindes efter forgodtbefindende.
  • har jeg været til møde i Bruxelles med de andre projektdeltagere. Og i den forbindelse
  • har jeg boet på hotel med den catalanske oprørsleder! Altså ikke på samme værelse… Men der var da tv-hold udenfor og alt muligt.
  • var det så det mest interessante jeg fik ud af mødet i Bruxelles. Faglig sparring var på dagsordenen, men det reelle indhold af mødet var nærmere en konkurrence i, hvem der kunne flest internationale tegn. Jeg vandt ikke, kan jeg afsløre. Men jeg er i øvrigt heller ikke konkurrencemenneske, så…
  • har jeg gennemført kurset Identitet og diskurs, men har har på grund af projektet måttet skippe en hel del undervisning
  • har jeg også skrevet eksamensopgave i bemeldte fag – også på rekordtid, da jeg meget gerne ville undgå at bruge hele min juleferie på det. Så må vi se om det også er lykkedes mig denne gang at winge mig igennem et fag… Gymnasie-Tinne ville have græmmet sig! Det gør uni-Tinne ikke. Middelmådig er det nye sort!
  • har jeg så småt fundet rytmen som selvstændig tolk og er faktisk blevet helt habil udi fakturaer, kørselsregnskaber og andet business shit. Jo-jo.
  • har jeg taget ca. 15 kilo på i år 2017, sådan! Burde nærmest få en pris, synes jeg, ret så imponerende. Men nu er jeg jo ikke konkurrencemenneske, så…
  • har jeg for første gang i 7 år (!!) haft tid og overskud til at jule rigtigt igennem! Ret træls så kun at have Filosoffen halvdelen af weekenderne i december. Men vi fik lavet både juledekorationer og julepynt, hørt julemusik, bagt småkager og trillet havregrynskugler, solgt juletræer med spejderne og holdt julefrokost for Optimistens familie med pakkeleg og hele baduljen! Tror dog det var mig, der nød det hele mest… Det kunne man jo så tænke lidt over… Men det gider jeg ikke, for jeg havde sgu en fest!
  • har jeg været på voksenferie på Tenerife sammen med Optimisten henover julen, mens Filosoffen var på juleferie hos sin far. En uges ren afslapning med sol og pool, ingen forpligtelser, intet vækkeur, ingen krav og forventninger. Det var himlen! Sjældent har jeg følt så meget overskud!
  • er jeg, muligvis på grund af ovenstående, blevet en smule skruk…??? Har aldrig prøvet det før, højst besynderlig følelse. Sad ved poolen på Tenerife og gloede på babyer og fandt pludselig mig selv i gang med at researche på hundehvalpe, wtf?! Er dog sikker på at et par uger i vintermørket med søvnunderskud og en sur Filosof, der plager fra morgen til aften om [indsæt selv et hvilket som helst substantiv], nok skal få kureret mig…
  • har jeg været med i en udbudsrunde på det sociale tolkeområde i konsortium med 6 andre selvstændige, og vi kom med lige på et hængende hår! Så nu kan man bare bestille mig til alskens sociale løjer, jeg er så klar! Hvis altså man er døv. Og bor i Region Hovedstaden. Og har timer tilbage i sin timebank eller aktiviteten hører under én af puljerne. Så slår man sig bare løs med bestillingerne.
  • har der været alt for meget uro på tolkemarkedet den seneste tid, bl.a. på grund af udbudsrunden, og det er ikke fordi jeg ligger søvnløs, men man skal være mere end almindeligt hård i filten for ikke at få bare en smule tics over den voldsomme usikkerhed der nu hersker over det hele. Men det har da givet mig et lille puf i retning af en afklaring på et andet område, for siden sidst har jeg jo også
  • gået rundt i vildrede i flere måneder i forhold til den dér famøse phd, men er vist nok langt om længe kommet frem til hvad jeg vil gøre. Takket være min søde veninde, Trine, der sagde noget virkelig klogt om ikke at kunne stole på sin mavefornemmelse, hvis man generelt er typen, der bliver angst af forandringer.
  • har jeg så sikkert præcis derfor ligget lige på kanten af angsten de sidste par måneder og kun lige hængt i med det yderste af neglene. Men jeg bekæmper det med næb og kløer! Den skal ikke få mig denne gang!
  • har jeg set hele to islandske krimiserier i juleferien (don’t ask) og har i den forbindelse fået fastslået, at jeg vist er en større lingvistiknørd end jeg gik og troede… Jeg glemte nemlig at følge med i handlingen, fordi jeg begyndte at lave en morfologisk analyse af sproget ud fra en sammenligning med de danske undertekster. Jeg har muligvis identificeret både et lokativ- og et genitiv-morfem. Good times.