Når tæerne ikke kan flettes

Noget af det svære ved at have et delebarn er manglen på kontrol. Man har ingen som helst kontrol over, hvad der sker i den anden “lejr”. Hvis man bor sammen med sin med-forælder skal man (helst) være enige om opdragelsen og man er (forhåbentlig) fælles om at bestemme fremtidsplanerne. Det er man ikke så meget som deleforældre. I samarbejdets navn må man forsøge at støtte den anden forælder i alt. “Neeej, har far købt en tarantel til dig? Hvor spændende! Og du fik chokoladekiks til morgenmad? Jamen dog, så heldig du er!”

Antagonisten har for noget tid siden erklæret, at han flytter til Jylland fra 1/12. Han er oprindeligt fra Nordjylland, hvor hans familie også bor nu. Han ønsker både at komme tættere på dem og at få en bedre økonomi ved at bo billigere og tjene mere. Og det kan man jo ikke fortænke ham i. Problemet er bare, at det gør Filosoffen virkelig ked af det. Hver gang hun har været sammen med sin far, er hun ked af det og savner ham og græder over, at han skal flytte langt væk. For hende føles det sikkert som om han vælger hende fra. I praksis kommer det ikke til at betyde så meget, da han stadig skal have hende hver anden weekend, men for hende føles det som om han flytter til Nordpolen.

Det er så mega frustrerende ikke at kunne gribe ind, ikke at have indflydelse på den slags store beslutninger, der påvirker mit barns liv. Men jeg har lige så lidt ret til at blande mig i hans liv, som han har til at blande sig i mit. Den ret valgte jeg fra, da jeg valgte at gå. Så nu må jeg prøve at være der for hende så godt jeg kan og bare håbe på, at hun klarer sig igennem og bliver et nogenlunde helt menneske. Det gør hun jo nok – børn er nogle hårdføre små nogle, men det smerter mig at skulle se hende så ked af det.

I går var hun så ked, at hun græd over, at hendes tæer ikke kunne flettes. Så ved man den er gal. Kender godt selv følelsen. Det var ligesom dengang kort tid efter skilsmissen, hvor jeg stod med Filosoffen, klar til at gå i bad, begge nøgne, men tænkte, at jeg da lige skulle rense kloakken inden. Men så sad børsten fast inde i røret…(det er sådan et rør der går fra håndvask-afløbet til bruser-afløbet og det er så tilsyneladende ca. 3 cm længere end den flaskebørste, som jeg plejer at rense røret med). Så jeg prøvede at skubbe den ud den anden vej fra med en skruetrækker . Så sad den også fast inde i røret. Så prøvede jeg med en anden skruetrækker. Så sad den også fast. Og så græd jeg. Filosoffen sagde noget i retning af: “Ej ok, mor, det er bare en børste! Skal vi ringe efter far? Han kan sikkert ordne det!” Det var ikke lige dér, jeg tænkte på at ringe til min eks-mand, nej, men ellers tak for rådet, min skat. Og det var jo nok ikke børsten, der i virkeligheden var årsagen til min gråd.

Så jeg kender udmærket til det med at græde over fjollede små ting – der i virkeligheden handler om noget helt andet. Om en dybere sorg, der er bygget op over tid. Stakkels barn, hvis tæer ikke kan flettes.

Ud i det blå!

Optimisten og jeg har forpligtet os over for hinanden på den næstmest bindende måde der findes – vi har købt fast ejendom sammen (gisp og Edvard Munch-skrig). Det er en ret så stor ting – faktisk kan den slags forpligtelse kun overgås af at få børn sammen. Indtil videre har jeg det dog forbløffende godt med det, hvilket er ret så sigende. Dengang jeg købte hus med Antagonisten, var der hele tiden en lille del af mig, der var i panik og allerede begyndte at finde symbolske nødudgange.

Men denne gang har jeg komplet ro i maven. Den slags store forandringer i mit liv plejer at resultere i hyperventilering og prikker for øjnene, men niks – der er kun hvid støj og sommerfugle derinde. Er fuldstændig rolig over at skulle til at køre med tog hele tiden og blive til Tykke Provinsmor, som min veninde siger.

Det har fået en blandet modtagelse i omgangskredsen. Forventeligt nok har vi stået til forhør hos både mine og Optimistens forældre – har vi nu tænkt på ejendomsskatten? Hvad med pendlerkort, bliver det ikke dyrt? Kan vi nu klare det økonomisk, hvis én af os bliver arbejdsløs? Ja, jo og det håber jeg da! Men man ved det jo aldrig… Livet er fyldt med frie fald, der ender mere eller mindre godt.

Sjovt nok har vi fået den mest uforbeholdne støtte til projektet fra de mest uventede steder! Nogle af vores lidt mere perifere venner tilbød os at låne 40.000 til udbetalingen og min chef tilbød mig at optage et medarbejderlån i firmaet! Meget uventet, men jeg blev helt varm om hjertet og føler mig meget heldig over at have dem i mit liv!

Andre venner har været mere forbeholdne over for beslutningen. Opfører sig som om jeg flytter til Sri Lanka og aldrig skal se dem igen. Eller spørger, om vi da har familie dér, siden vi har valgt Espergærde? Som om man aldrig kunne drømme om at flytte uden for Storkøbenhavn med mindre resten af ens æt bor der. Det spørger man sgu da ikke folk om, hvis de flytter til Greve eller Hvidovre… “Nå, har du da familie i Greve?”

På nogle måder er Espergærde da også komplet grebet ud af luften. Nej, vi har ikke familie i Espergærde og nej, indtil for ca 3 måneder siden anede jeg nærmest ikke at byen eksisterede. Men der er dejligt og grønt og fredeligt. Filosoffen vil kunne gå i skole selv, vil kunne cykle rundt på de lukkede stisystemer og vil kunne lege med sine venner uden fare for at blive kørt ned, stjålet eller det der er værre. Der er ikke vejarbejde overalt, man skal ikke zigzagge som en forskræmt hare i billygter for at kunne komme fremad på fortovet. Der er hverken motorcykeltræf eller demoer uden for vinduerne i alle døgnets timer. Så allerede dér…

Jeg vælger at tolke vennernes forbehold som kærligt ment, da de formodentlig synes det er ærgerligt, at jeg flytter længere væk. Men som jeg skrev i mit indlæg forleden, er det alligevel småt med kontakten til vennerne efterhånden. De er alle i gang med deres næste livsfase – børn, hus, arbejde, ny kæreste og det skal de jo bare have lov til. Og det her er så MIN nye livsfase, mit nye kapitel. Jeg kan jo ikke blive boende i hamsterburet i Nordvest bare for at kunne være tæt på, når veninderne har tid til at drikke kaffe en gang i kvartalet.

Men det er da klart, at det ER en stor beslutning! Jeg har boet her i lejligheden i NV i mange år, først med Antagonisten og Filosoffen, så alene med Filosoffen og for halvandet år siden flyttede Optimisten så ind. Der er sket ufatteligt meget i denne lejlighed – hvis væggene kunne tale, ville de fortælle om tårer og latter, råben og skrigen og smækken med døre, dybe samtaler og ligegyldige Netflix-serier. Om scener fra et dårligt ægteskab og kampen for at få et nyt forhold til at fungere med delebarn og hele molevitten. De har været kulisse til mangt og meget, men nu er det på tide at skifte kulissen ud. Mere skov og strand og susen i træerne, mindre udrykning, vejarbejde og møl i væggene. Det er en stor, men meget rigtig beslutning. Så afsted med mig, ud i det blå kun med klip-klapper på! En helt ny begyndelse – jeg kan slet ikke vente!

Om at have gjort tingene i omvendt rækkefølge

Jeg startede lidt tidligere ud end så mange andre med børn og hus og al den slags.

Antagonisten og jeg købte et hus, en hund, en bil og to kaniner og flyttede til forstaden da jeg var 22 år. To år senere fik vi Filosoffen. Dengang var jeg nærmest den eneste i omgangskredsen med den form for forpligtelser. Nogle ville kalde det overdreven ansvarsfølelse – for mig var det et eventyr, en slags oprør mod mine hippie-forældre og alle deres forventninger til mig og mit liv. Jeg gjorde alting i omvendt rækkefølge – den slagne vej var sgu for kedelig! Hvem har lyst til at se verden, når man kan føde et barn og købe et hus?? Det var nok dannelsesrejse for mig, tænkte jeg.

Men hvorom alting er, så sluttede det eventyr som bekendt rimeligt brat og nedtursagtigt. Og jeg startede et nyt liv med en ny mand og et delebarn og en eks-mand i bagagen.

Fordi jeg er startet forfra, er jeg på en eller anden måde bagud i forhold til mine venner. Jeg er midt i forholdets begyndelse, der hvor man rigtigt lærer hinanden at kende og filer hinandens kanter til. Vi er slet ikke nået til “blive gift og få børn”-fasen endnu. Så jeg føler mig lidt som en 22-årig i en vennekreds af 30-årige.

Men når så de veninder, der har babyer, begynder at snakke om babyrelaterede ting og jeg kigger hen på mit skolebarn, så føler jeg mig pludselig så vældigt foran. De snakker om mos og grød og søvnmangel, men mit hoved er fyldt med forældreintra,  gymnastiktasker og bogbind. Af lektier og læreplaner og legegrupper.

Og på mange måder lever jeg også bare et helt andet liv end dem. Hver anden weekend er jeg “barnløs”. Så kan jeg stene Netflix hele dagen gå i byen eller sove længe eller gøre lige hvad jeg vil! Men der er bare ikke rigtigt nogen at gå i byen med. Alle mine venner er satte, opslugt af familieboblen. Og det skal de så meget have lov til at være! Men der er ikke så meget ved at have weekender uden barn, når der ikke er nogen, der har tid til at hænge ud. Så jeg hænger ud derhjemme – på sofaen med min ven, Netflix. Han er nu også ret lækker. 

Jeg har brugt et stykke tid på at sørge over afslutningen på min ungdom (åh så dramatisk!). Nogle ville måske mene, at ungdommen sluttede, da jeg fik barn, men sådan har det aldrig føltes, fordi alle mine venner ikke har haft børn og fordi jeg aldrig har følt mig så mor-agtig. Men nu da alle de andre er begyndt at bygge redde, kan jeg virkelig mærke det. De har ikke længere tid til at deltage i min navlepilning, de har deres egen navle at pille nu. Mega irriterende.

Så nu sidder jeg altså her med min egen navle og Netflix. Var ret depri over det en overgang, syntes slet ikke jeg var klar til at alle omkring mig blev gift og fik børn (host host dobbeltmoral). De måtte da forstå, at jeg jo lige var blevet skilt og dermed slået tilbage til start, mens de andre var fortsat og havde bygget hus på Rådhuspladsen. Men da jeg lidt tid efter havde fået mit hoved ud af min egen røv kunne jeg godt se, at jeg ligesom ikke så godt kunne sidde dér og vente mere. Vente på at de andre blev skilt færdige med børnefasen af deres familieliv. Men jeg havde ligesom heller ikke så super meget lyst til at følge med og selv lave flere babyer lige nu. So what to do?

Jeg impulskøbte en lejlighed i Espergærde. Det er åbenbart sådan jeg dealer med midtlivskriser – køber fast ejendom. Så krydser jeg bare fingre for, at anden gang er lykkens gang.

Næste gang vil jeg være far

Nu træder jeg sikkert nogen over tæerne. Så det jeg siger her, står for egen regning – det er ikke en personlig lammer til nogen, bare mit eget lille opråb.

Jeg synes ikke det er fedt at være mor. Jeg synes mit barn er helt igennem fantastisk, men jeg synes ikke det er fedt at være hendes mor – eller nogens mor for den sags skyld. Selve institutionen mor, det er den jeg tager afstand fra. Jeg er ikke medlem af Mor-kulten, den dér klub af mødre, der lever bæredygtigt og ammer i 8 år og går hjemme med Sofus Erasmus, Smilla Sofia og Rafdur Elias i en hjemmestrikket slynge indtil de begynder i skole. Det er ikke så meget mig. Jeg tror ganske enkelt, at jeg glemte at læse jobopslaget, dengang jeg valgte at søge jobbet som mor. Jeg er tydeligvis slet ikke kvalificeret til jobbet, se bare her:

  • Jeg hader at have mad/bræk/lort/maling/fortsæt selv listen i håret eller ud over resten af min krop. Og der kommer aldrig til at ligge et “tilfældigt-kikset-på-den-søde-og-sjove-måde”-billede af mig på et socialt medie med hashtagget #vitørrerbareopbagefter. Så siger I måske, at ingen jo ligesom synes at det er fedt. Bevares. Men jeg bærer bare stadig nag over, at jeg havde snotstriber på min skulder i de første tre år af min datters liv – det er jeg ikke sikker på andre mødre gør.
  • Jeg hader at holde børnefødselsdag. Jeg kan nok bare i skrivende stund finde på omkring 35 ting jeg hellere ville bruge min lørdag på.
  • Jeg hader at lege – nogen som helst lege. Ponyer, spil, Minecraft, Barbier, Playmobil, vandpistoler – you name it. Men hvis barnet har lyst til, at jeg læser højt at Kierkegaards samlede værker eller vil se Orange is the New Black med mig, så er jeg totalt på!
  • Jeg hader legeaftaler. Børn er ligesom fodboldfans: Helt ude af kontrol, når de er sammen!
  • Jeg hader at skulle have styr på et andet menneskes liv. Jeg gider da ikke at være den, der ved, hvornår en anden person skal have idræt! Synes mit eget liv er svært nok at administrere.
  • Jeg hader at forælder-barn forholdet er ulige! Barnet kan få lov til at opføre sig som et lille røvhul overfor mig, men jeg må ikke sige: “Fint, så slår jeg op”
  • Når jeg ser børn lege, tænker jeg mest: “Shhhhh….”
  • Babyer siger mig ingenting. Jeg synes de er kedelige.
  • Jeg elsker at sove! Og hader hader hader, at blive afbrudt i det! Så allerede dér er den kærlige og altfavnende mor gået fløjten for mig. Midt om natten er det kun reptil-delen af min hjerne, der fungerer, og den er ikke særligt flink, skulle jeg hilse og sige…
  • Jeg er hader konflikter. Det er svært at undgå, når man opdrager et barn.
  • Jeg hader, at jeg i manges øjne ikke er Tinne men “Filosoffensmor” – udtalt som ét ord.
  • Jeg hader forældrekaffe, juleklip, forældremøder – faktisk alt, som jeg forventes at deltage i, fordi jeg er nogens mor.

Så I kan nok se, at jeg på ingen måde kan blive optaget i Mor-kulten. Men det ønsker jeg nu heller ikke. Jeg har endelig efter 7 år erkendt, at jeg aldrig bliver den dér mor. Den mor, der lever og ånder udelukkende for sine børn. Den mor, der hver dag lægger et billede på Facebook af sin lille pode. #Morslillenullergøj #elskerdigforevigt #duermitlivslys. Den mor, der trives mega godt med at have grød i håret. Så vil nogle måske spørge: “Hvorfor fik du så overhovedet et barn, når du har det sådan?”. Svaret er – helt sikkert meget mere kompliceret – men fortrinsvis, at jeg gerne ville elske. Og det gør jeg i hvert fald! Jeg elsker min datter mere end noget andet! Men jeg hader at være mor. Faktisk tror jeg, at jeg næste gang hellere vil være far. Der er ikke så mange forventninger forbundet med farrollen. Man skal bare have barsel i 14 dage og indimellem vise sig offentligt med en barnevogn, så er den hjemme! Det er helt ok, at man som far ikke kommer til et forældremøde. Eller aldrig tjekker forældreintra. Eller ikke ved, hvilken hue, der ligger ovre på skolen. Eller hvornår barnet skal til sundhedsplejerske. Eller at barnet ikke må få honning i sit første leveår. Det lyder som noget for mig!

Nu sidder der sikkert et hav af forargede fædre derude og tænker: “Hov hov! Jeg ved alle de ting! Og elsker det hele!” Dejligt! For både dig og din familie! Men det bliver bare ikke forventet på samme måde, som det bliver forventet af en mor. Fædre tiljubles offentligt for at tage mere end 14 dages barsel, de bliver nærmest lobhudlet for at skifte ble eller i øvrigt vise nogen form for interesse i barnet – og det er da totalt sexisme med omvendt fortegn! Hvorfor er det imponerende, hvis manden tager sig af et barn, men forventeligt, når kvinden gør det?

Så det er altså min plan: at være faren næste gang. Så det har jeg sagt til Optimisten. Han er umiddelbart ikke afvisende, men påpeger nogle biologiske barrierer forbundet med det. Men det ser jeg som en bi-ting. Hvor der er vilje er der vej!

    Newer posts