Ud i det blå!

Når tæerne ikke kan flettes

Noget af det svære ved at have et delebarn er manglen på kontrol. Man har ingen som helst kontrol over, hvad der sker i den anden “lejr”. Hvis man bor sammen med sin med-forælder skal man (helst) være enige om opdragelsen og man er (forhåbentlig) fælles om at bestemme fremtidsplanerne. Det er man ikke så meget som deleforældre. I samarbejdets navn må man forsøge at støtte den anden forælder i alt. “Neeej, har far købt en tarantel til dig? Hvor spændende! Og du fik chokoladekiks til morgenmad? Jamen dog, så heldig du er!”

Antagonisten har for noget tid siden erklæret, at han flytter til Jylland fra 1/12. Han er oprindeligt fra Nordjylland, hvor hans familie også bor nu. Han ønsker både at komme tættere på dem og at få en bedre økonomi ved at bo billigere og tjene mere. Og det kan man jo ikke fortænke ham i. Problemet er bare, at det gør Filosoffen virkelig ked af det. Hver gang hun har været sammen med sin far, er hun ked af det og savner ham og græder over, at han skal flytte langt væk. For hende føles det sikkert som om han vælger hende fra. I praksis kommer det ikke til at betyde så meget, da han stadig skal have hende hver anden weekend, men for hende føles det som om han flytter til Nordpolen.

Det er så mega frustrerende ikke at kunne gribe ind, ikke at have indflydelse på den slags store beslutninger, der påvirker mit barns liv. Men jeg har lige så lidt ret til at blande mig i hans liv, som han har til at blande sig i mit. Den ret valgte jeg fra, da jeg valgte at gå. Så nu må jeg prøve at være der for hende så godt jeg kan og bare håbe på, at hun klarer sig igennem og bliver et nogenlunde helt menneske. Det gør hun jo nok – børn er nogle hårdføre små nogle, men det smerter mig at skulle se hende så ked af det.

I går var hun så ked, at hun græd over, at hendes tæer ikke kunne flettes. Så ved man den er gal. Kender godt selv følelsen. Det var ligesom dengang kort tid efter skilsmissen, hvor jeg stod med Filosoffen, klar til at gå i bad, begge nøgne, men tænkte, at jeg da lige skulle rense kloakken inden. Men så sad børsten fast inde i røret…(det er sådan et rør der går fra håndvask-afløbet til bruser-afløbet og det er så tilsyneladende ca. 3 cm længere end den flaskebørste, som jeg plejer at rense røret med). Så jeg prøvede at skubbe den ud den anden vej fra med en skruetrækker . Så sad den også fast inde i røret. Så prøvede jeg med en anden skruetrækker. Så sad den også fast. Og så græd jeg. Filosoffen sagde noget i retning af: “Ej ok, mor, det er bare en børste! Skal vi ringe efter far? Han kan sikkert ordne det!” Det var ikke lige dér, jeg tænkte på at ringe til min eks-mand, nej, men ellers tak for rådet, min skat. Og det var jo nok ikke børsten, der i virkeligheden var årsagen til min gråd.

Så jeg kender udmærket til det med at græde over fjollede små ting – der i virkeligheden handler om noget helt andet. Om en dybere sorg, der er bygget op over tid. Stakkels barn, hvis tæer ikke kan flettes.

   

2 kommentarer

  • Jeg genkender så mange ting i dit indlæg (og resten af bloggen for den sags skyld). Jeg valgte selv at gå fra min eks da vores drenge var 5 og 1½. Det gør man ikke ustraffet, for der er dælme slugt mange kameler gennem tiden. Og jeg kommer aldrig til at forstå sådanne beslutninger som din eks-mand har taget (heldigvis har jeg aldrig været ude i det med at faderen flyttede til anden ende af landet). Det er sgu da et fravalg af ens barn. (i mine øjne). Håber hende den lille klarer det og du er sej, at du kan rumme det. Kh. Birgitte

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Skilsmissemor

      Tak, skilsmisser kræver sgu ben i næsen og kontaktoplysninger til en god psykolog 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ud i det blå!