Happy f*ing birthday, min skat

Fødselsdage er en bitch. Når man er skilt altså.

Filosoffen har fødselsdag lige om snart. Og fødselsdagsfest skal der til. Men hvert år når tiden sig nærmer, skal jeg lige tage en dyb indånding og finde mit sødeste smil frem. For nu skal det store slag stå: Hvem skal holde fødselsdagen? Og hvem har hende på DAGEN?

Filosoffen er hos sin far i weekender i de lige uger, og dette år falder hendes fødselsdag så på en mandag efter en lige weekend. Pis. Så Antagonisten får morgenen, hvor der skal synges sang og spises boller med flag i. Men jeg kan da sætte et lille flag i min skyr og spæde min kaffe op med Gammeldansk og så bliver min morgen også super fin da…

I år har Antagonisten så proklameret, at han vil holde fødselsdagEN. Det vil sige den fest, hvor klassekammeraterne kommer. Ja. God ide. Bortset fra at han bor 100km væk fra hendes skole… Jo men han har jo have, som han siger. Ja, 100km væk. Sandsynligheden for, at ingen af de inviterede kommer, er ret stor, når festen holdes 100km væk.

Så hvad har jeg, Moder f*ing Teresa, så tilbudt? At stå klar på Hovedbanen kl.11 og ledsage alle børnene med toget til Langbortistan, hvor Edens Have tilsyneladende ligger. Awesome. Can’t wait! Kan allerede nu se det for mig: Smilla Sofia tuder, fordi hendes hårbøjle strammer, både Emma-Luna og Urt vil sidde ved siden af Stjerne og kommer derfor op at skændes inden vi overhovedet er trillet ud fra Hovedbanen og Sofus Erasmus insisterer på at svinge sig i hattehylden for at vise de andre drenge fra klassen, hvad han har lært til parkur. #vildbasser #påvejtilfest #7åridag #vihyggermax

Hvis man skal se det fra den lyse side, så er invitationerne blevet sendt så sent ud, at der sikkert ikke kommer nogen det da rart, at jeg ikke skal stå for al madlavningen. Men lur mig om ikke Antagonisten alligevel får smuglet 40 pølsehorn ind i 11.time. Det er dog klart et kæmpe fremskridt, at vi overhovedet kan holde en fødselsdagsfest sådan tilnærmelsesvist fælles. Efter skilsmissen har vi troligt kørt dobbeltfester hvert år uden nogen form for koordinering, så dette års kamikaze- koordinerede projekt er da en klar forbedring.

Men træerne vokser selvfølgelig ikke ind i himlen. For når man er skilsmisseramt, så er der jo altid fænomenet Mors Kæreste og Fars Kæreste, som skal deales med. Og jeg dealer sådan set glimrende med Fars Kæreste, men Antagonisten er ikke udpræget fan af Mors Kæreste, for at sige det mildt. Så Filosoffen føler sig jo presset til at undlade at invitere Optimisten, da hun ved at far vil blive vred hvis hun gør. Stakkels lille menneske, der skal tage så store hensyn. Optimisten blev da også lidt såret, da han fik at vide, at han ikke var inviteret med til hendes fødselsdag, men på den anden side kan man ikke rigtigt klandre hende. Tænk på hvor meget energi hun ville skulle bruge på at holde øje med om far var ok, og om bonusfar var ok og om far var ok med at bonusfar var ok og pyha altså. Så den byrde har hun sparret sig selv for ved ikke at invitere sin elskede bonusfar, og sådan er så Filosoffens liv. Lort.

Til gengæld har hun så både inviteret Mormor og Morfar og Farmor og Farfar. Så det skal nok også blive skønno. Farmor og Farfar hader mig indædt og Mormor hader Farmor og Morfar er alkoholiker og hader alle, så allerede dér er grunden jo lagt til en fantastisk fest. Der vil være så mange hashtag-moments, at jeg næsten ikke kan rumme det.

Rubrikken “fraskilt”

Jeg er fraskilt. Åh gud, hvor er jeg fraskilt! Hvis ordet fandtes i superlativ form, ville jeg være dét – den fraskilteste af alle. Det er først rigtigt gået op for mig inden for de sidste par måneder, HVOR fraskilt jeg egentlig er. Ikke bare i egne øjne, men værst af alt i andres.

Det bliver især tydeligt, når ingen af ens venner er skilt. Tværtimod er de allesammen virkelig meget gift og kernefamilieidylslykkelige, så det er jo lige til at tude over bare helt fantastisk! Min familie er derimod en såkaldt “sammenbragt familie”. Hvori det sammenbragte element består i Optimisten, der er flyttet ind til os. Hvor kernefamilier slås med hårde emner som: “Hvem skal smøre speltmadpakken til Sofus Erasmus?” eller “Hvem skal køre Smilla Sofia til klarinet?” er det mere emner som: “Hvorfor har far ikke betalt bidrag i denne måned?” eller “Hvem skal trøste barnet, når hun græder over at ferien med far er slut? (For jeg magter det virkelig dårligt)” der præger billedet hjemme hos os.

Selvfølgelig handler meget af min skilsmisseblues også om den måde, vores forhold var og er og sluttede (I må få historien en anden god gang – jeg ville virkelig synes den var god, hvis ikke det var min egen). Det kunne klart have været et mere optimalt brud med et derpå følgende mere optimalt samarbejde. Men jeg tror sgu ikke på, at der er noget der hedder en lykkelig skilsmisse! Jo måske for mor og far, men fandeme aldrig for barnet! Og det er den evindelige dårlige samvittighed, der altid nager og fortsat vil nage til mine dages ende – at jeg valgte at tage en beslutning som var god for mig, men dårlig for mit barn, og det skal hun så leve med resten af sit liv. Den er hård. Og det giver mig usigeligt meget lyst til at fodre hende med pandekager til alle måltider og tage hende i Tivoli efter skole dagligt, blot for at kompensere for det kaos jeg har gjort hendes liv til. Men det går jo ikke – den slags har hun jo en far til… (host host). Så jeg er overladt med rollen som sure mor, hende der har sengetider og regler og som siger, at man ikke må spise slik før morgenmaden og den slags kedelige og nederen ting. Gudskelov at min kæreste veninde lige har fået et barn – så kan jeg gå pandekage-amok på ham i stedet (evil laughter)!

Det der har fået mig til at føle mig ekstra fraskilt er nok i virkeligheden bare gassen, der er gået af ballonen. Den første lange tid efter bruddet med Antagonisten var jeg helt høj – af frihedsfølelsen, lettelsen over at have taget en beslutning, forelskelse og håb for fremtiden! Men nu er det efterhånden (4 år senere) blevet hverdag igen. Filosoffen er startet i skole og dermed opstår nye, nederen interessante problemer udfordringer som forælder til et skolebarn. Her bliver det igen meget tydeligt for alle, hvem i klassen der har en “rigtig” familie og hvem der ikke har. Og læreren har lige et ekstra øje på de børn, der kommer fra “brudte familier”. Man ved jo aldrig, om de udvikler ADHD eller spiseforstyrrelser eller andre usunde ting, som kernefamiliebørnene naturligvis ikke er i fare for! Og når der er forældrekaffe på skolen, kommer alle kerne-mødrene med deres store maver, ventende sig nr. 3 i rækken af perfekte børn, og så får man det medlidende blik, når det går op for dem, at man er…ja de kan næsten ikke engang få ordet over deres læber!

Og så er der alle højtiderne. Og det er her man føler sig allermest skilsmisseramt! Jul, fødselsdag, påske, sommerferie, fortsæt selv listen. Når Facebook flyder over med smukke billeder fra kernefamiliens skød (#sikkevihygger #sommerhusmedhelefamilien #vandhundenSmillaSofia #gammeldagsismeddethele), så føler jeg mig åh så fraskilt. For den sammenbragte familie bliver bare aldrig en kernefamilie. Uanset hvor meget vi hygger os og bader og spiser gammeldags is, så vil der aldrig være den samme dynamik og “vi-har-nok-i-os-selv”-agtige følelse som der er i en kernefamilie. Ikke at jeg på nogen måde ville have lyst til at ændre min beslutning! Antagonisten og jeg var på ingen måde meant-to-be. Overhovedet. Og den dynamik, der var mellem os tre dengang er bestemt heller ikke noget jeg savner – så er dynamikken i den nye familie klart at foretrække! Men derfor sutter det stadig røv at være skilt. Uanset hvor lykkelig man er i den nye konstellation. Punktum.

Nu er det så bare sådan mit liv er. Den røv må jeg jo så sutte. Som min mor så charmerende sagde, da jeg en dag ringede til hende for at klage min nød over hvor svært det er at være skilt: “Jamen man ligger som man har redt og nu sidder du i saksen”. Hun har styr på de danske idiomer, det må man give hende.

At være ny blogger

Tror mest af alt jeg gerne vil være blogger fordi jeg har et billede i hovedet af mig selv siddende i en have (jeg bor på stenbroen…) med min computer og en kop kaffe ved min side, mens solen skinner og fuglene synger, helt sådan hvilende i mig selv og kreativ-overskudsagtig. Det er ikke helt det billede jeg lever op til lige nu: I skrivende stund ligge-sidder jeg i sofaen i natbukser og Optimistens t-shirt, med briller og bollehår (hvilket ville være cool nok, hvis vi rent faktisk havde bollet, men det er nærmere fordi jeg har lagt mig til at sove med vådt hår)… Så det starter jo meget godt, må man sige.

Før jeg gik i gang, tænkte jeg, at jeg hellere lige måtte sætte mig ind i, hvad det vil sige at blogge. Her fandt jeg forskellige gode råd til, hvad der gør en god blogger:

  • Man skal være med på de sociale medier
    Nå. Altså jeg har da en Facebook-profil, men er hverken på Instagram, Twitter, LinkedIn eller hvad de nu ellers hedder allesammen. Og jeg har heller ikke downloaded Pokemon Go, så allerede dér kan jeg jo godt se, at min bloggerkarriere sikkert bliver kort.
  • Man skal have fingeren på pulsen
    Ja. Altså. Jeg læste denne her artikel 59 tegn på at du ikke er så original som du går og tror
    i Euroman, hvor jeg så ikke kunne nikke genkendende til en eneste af de 59 ting. Ingen af dem. Overhovedet. Så enten er jeg sygt original – eller også er jeg bare seriøst umoderne… (Jeg hader i øvrigt også, når folk siger “Det er SÅ fint” med tryk på ‘så’. Stop det. Nu. Jeg er ligeglad med at det er moderne. I går var der en sygeplejerske på 50+, der sagde det i mit påhør. Not cool.) Så ok, min finger er måske lige et par centimeter eller ti fra pulsen, og hvad så? Jeg har da forstået det med hashtagsene! #hvorforskrivermanaltdetsjovepådennehermåde #deterjomegasværtatlæse#derståranalmidtidenførstesætning #dettogmigetminutatfindehashtagsknappenpåmincomputer.
    Se nu bare dér!
  • Man skal have en hobby eller en interesse, man ønsker at blogge om, noget man virkelig brænder for
    Øhh, altså jeg hækler da en del. Og løber nogle ture, når jeg har overskud tid. Men en hel blog om det alligevel? Bumbum, hvad brænder jeg så ellers for? Mit arbejde! Nej, der har jeg tavshedspligt… Nå… Uh uh, jeg er mor! Nej vent, det skriver alle de andre også om… Hmm…

Ja ok, jeg skal nok ikke sige mit job som tegnsprogstolk op lige med det første.

    Newer posts